HTC relancerer fodbold-appen HTC FootballFeed – men en vigtig funktion mangler
Lige en postgang for sent ude oplyser HTC nu, at de er klar med en opdateret udgave af deres livescore-app HTC FootballFeed. Som de fleste fodboldfans ved, så er knockout-fasen i Champions League gået i gang med kampe både tirsdag og onsdag i denne uge, men så kan man da bruge den opdaterede udgave til de kommende kampe.
Appen kan også bruges i forbindelse med den mindre prestigefyldte turnering, Europa League.
Den opgraderede version har fået en ny Live Dashboard, som giver oversigt over alle igangværende kampe.
Herudover er en ny visning af stillingen for knockout-fasen blevet introduceret, så man kan få overblik over de resterende hold i Champions og Europa League samt hvilken runde, de er nået til.
Appen kan ellers holde en up-to-date med breaking news, live opdateringer eller kampanalyser og man kan også tilføje notifikationer til sin kalender, så man aldrig misser en kamp.
Appen har med relanceringen fået tilføjet en række nye sprog, såsom dansk, norsk og svensk, hvilket bringer det samlede antal tilgængelige sprog op på 25.
En vigtig funktion mangler dog i appen, nemlig videohøjdepunkter med mål fra kampene. Det tilbyder en app som Live Score Addicts, hvor man få minutter efter, der er scoret, kan se målet på på video på mobilen.
Live Score Addicts tilbyder desuden mange af de samme funktioner, som man finder i HTC FootballFeed.
HTC FootballFeed app kan downloades gratis fra Google Play Store.