Forbrugerombudsmanden: Telenor snyder med Wimp-tilbud
Du bliver snydt, hvis du tror på Telenors løfte om et års frit forbrug af musiktjenesten Wimp. Det skriver Søndagsavisen.
Telenor tilbyder Wimp gratis 12 måneder, når man tegner abonnement hos Telenor, men hvis du opsiger dit telefonabonnement efter den lovlige bindingsperiode på seks måneder, kan du ikke længere få lov at bruge Wimp i de 12 måneder, som ellers er med i købet.
Wimp kan sagtens bruges på andre platforme og er ikke afhængig af et Telenor-abonnement for at fungere. Men kunderne er så alligevel faktisk bundet i 12 måneder, hvis man vil have fuld valuta for det tilbud, man har købt, og den går ikke.
“Det er ikke lovligt at binde private telekunder i mere end seks måneder, og alle væsentlige betingelser for tilbuddet skal være oplyst i reklamen,” siger Forbrugerombudsmanden Henrik Øe til Søndagsavisen.
Henrik Øe vil nu bede Telenor om en nærmere forklaring og hos Socialdemokraterne undrer erhvervsordfører Benny Engelbrecht sig over Telenor.
“Jeg fatter ganske enkelt ikke, hvorfor de gang på gang går over stregen. Det er som om, de tænker ’går den, så går den’,” siger han.
Engelbrecht mener, at Telenor nu bare har påberåbt sig politikernes opmærksomhed og åbner for yderligere lovstramninger og højere bøder.
Privatkundedirektør hos Telenor, Mikkel Torsting, lover nu, at alle Telenor-kunder, der har fået 12 måneders Wimp med i købet, også kan få lov at gavn af alle 12 måneder, selvom de opsiger deres teleabonnement efter bindingsperioden på seks måneder.
Man skal rette henvendelse til Telenor, hvis man står i den situation, og så får man en værdikupon udstedt til tjenesten.