Hacker har fået adgang til brugerinformationer på populær app

Den populære tegneserie-app Comixology har været udsat for hackerangreb, hvor hackeren har skaffet sig adgang til brugernavne, e-mailadresser og krypterede kodeord.

Hacker har fået adgang til brugerinformationer på populær app

I forbindelse med en opdatering af infrastrukturen hos den populære nettjeneste og app Comixologi har man opdaget, at en uautoriseret person har fået adgang til en database med brugernavne, email-adresser og krypterede kodeord.

Folkene bag Comixology opfordrer deres brugere til, at man straks ændrer sit kodeord – og også ændrer det andre steder, hvis man bruger det samme kodeord. Du kan ændre dit kodeord hos Comixology her.

Bankinformationer skulle dog ikke være hacket, da disse informationer ikke er gemt på deres egne servere, oplyser Comixology.

Comixology understreger, at de aldrig vil bede deres kunder om personlige oplysninger, så modtager man mails fra personer, der giver sig ud for at arbejde for Comixology, og som beder om personlige informationer, så skal alarmklokkerne ringe.

Vi har kontaktet Comixology for at høre, hvor mange kunder der er ramt, men afventer svar.

Comixology er en tjeneste, der findes både til computere, smartphones og tablet. Appen er hentet mellem 1 og 5 millioner gange til Android. Hos Apple kan man ikke se, hvor mange downloads en app har, men tallet er formentlig mindst dobbelt så stort og så er der alle de brugere, der kun har adgang til tjenesten via computeren.