Lækkede detaljer om HTC Desire X
Endnu en telefon er blevet lækket i detaljer. Først på ugen kunne vi fortælle om en ny topmodel fra LG, der var blevet lækket detaljer om på internettet, og i går var LG så ude og annoncere den officielt. Nu er turen gået videre til HTC, der må se deres nye telefon vist frem før den planlagte fremvisning på IFA-messen, hvor telefonen højst sandsynligt vil blive præsenteret offentligt.
I går dukkede en ny telefon op på nogle billeder på nettet og senere kom tilhørende specifikationer. Telefonen hedder HTC Desire X og både specifikationer og billeder stammer fra et møde, hvor telefonen blev fremvist til forhandlere – så den skulle være god nok.
Detaljerne viser, at telefonen kommer til at være en mellemting mellem de eksisterende One V og One S, altså ikke en ny topmodel. Desire X kommer med en 4 tommer Super LCD skærm, en 1GHz dual-core processor og 768 MB RAM. Designet skulle være inspireret af Desire V, der er en dual-SIM telefon, som kun har været tilgængelig på det asiatiske marked. Om Desire X vil understøtte dobbelt sim-kort vides det dog ikke endnu, men alt tyder på, at den vil have et batteri, der kan tages ud – i modsætning til for eksempel HTCs nuværende topmodel One X.
Vi har tidligere beskrevet, hvordan HTC selv mener, at de har brug for at forny sig, så gad vide om endnu en mellemklasse-telefon er vejen frem?
Specifikationer for Desire X (ikke bekræftet officielt af HTC):
– 4 tommer Super LCD skærm med 450 x 800 pixel opløsning
– 768 MB RAM
– Dual-core 1GHz CPU
– 4 GB indbygget hukommelse (plus 25 GB plads ved Dropbox)
– Mulighed for udvidelse med microSD
– 5 megapixel F/2.0 kamera med LED lys og HTC ImageChip
– Android 4.0.4 med enten HTC Sense 4.0 eller 4.1