Nu vil Wimp have fat i de ældre
Musiktjenesten WiMP vil fremover sætte et særligt fokus på klassisk musik. Ønsket er at rykke genren ind i den digitale tidsalder for måske at få fat i en helt ny kundeskare, der hører til ældresegmentet.
WiMP har allieret sig med en Morten Ernst Lassen, som er blevet ansat som redaktør på WiMP Klassisk. Her vil han guide brugerne til den klassiske musik – både de der er klassiske superbrugere, og ikke mindst de rigtig mange der er nysgerrige på genren, men bare ikke ved hvor de skal starte.
Morten Ernst Lassen er uddannet operasanger og har sunget som solist over store dele af verden. Han kommer fra en stilling som redaktør for Radio Klassisk. Derudover har han en erhvervsmæssig baggrund fra bl.a. Universal Music, Tivoli og Berlingske.
Lassen forklarer, at klassisk musik kræver høj lydkvalitet og derfor ser han store muligheder i Wimp med deres WiMP HiFi.
Den klassiske musik kan være lidt af en udfordring at navigere rundt i på streamingtjenesterne – selv for det klassiske publikum. En årsag er at søgefunktionen på streamingtjenesterne er opbygget med fokus på den udøvende kunstner. Og selv med den bedste søgemaskine kan det være svært at vælge mellem de mange søgeresultater. Derfor vil der fremover i WiMP blive angivet flere metadata ved hvert nummer, så man lettere skulle kunne finde frem til den ønskede indspilning.
Se guide: Mobiltelefoner til ældre.