HTC’s direktør: Dårlig branding skyld i vores problemer

Dårlig branding og intern kommunikation er blandt årsagerne til, at HTC lider for øjeblikket, lyder det fra HTC's direktør.

HTC’s direktør: Dårlig branding skyld i vores problemer

Tiderne har været bedre for HTC.

Tidligere omtalte tal fra Gartner viser, at HTC er gået fra en markedsandel på 2,6 procent sidste år til 2,2 procent i år. Samtidig er en intern mail fra HTCs direktør Peter Chou blevet lækket til pressen.

I mailen giver Chou udtryk for hvilke ting han mener, kan være skyld i de dårligere tal, vi har set indtil videre, og formentlig også kommer til at se for tredje kvartal i år.

Blandt årsagerne nævner Chou, at manglende branding af HTC generelt kan være en stor faktor. Ifølge Chou har HTC gode produkter, men markedets anerkendelse har været sløv.

Blandt løsningsforslagene mener Chou også, at organisationen bør styrke dens interne kommunikation for bedre og hurtigere at kunne reagere på markedets krav og respons.

Han foreslår, at HTC har brug for at markere brandet mere kraftigt ved at levere banebrydende nye features og brugerinterfaces i deres produkter. Sidst, men ikke mindst nævnes også muligheden for et helt nyt operativsystem som forsøg på at vinde dele af markedet tilbage.

HTC har tidligere fået stor ros blandt brugerne for deres HTC Sense brugerflade, som ligger oven på Android-platformen i HTC’s smartphones. Måske er det her, HTC skal lægge deres kræfter i fremtiden.

Hvordan mener du at HTC kan styrke deres brand? Byd gerne ind i kommentarerne herunder.

Kilde.