Test af Samsung Galaxy Tab 2 7.0 – lille og godt kompromis
Tab 2 (7.0) blev lanceret tidligere i foråret som en lidt billigere tablet, der trods det skulle være tidligt ude med den nyeste Android-version med nummeret 4.0, også kaldet Ice Cream Sandwich (ICS). Den tablet, vi har fået til test, har en tidlig version af Samsungs software.
Med Android 4.0 fra start
Og man vil da gerne have en så ny version af Android som muligt, både fordi det plejer at betyde nye funktioner, og fordi det sikkerhedsmæssigt er bedre med en ny version end en ældre. Men netop skridtet fra den første tablet-version af Googles system, som Honeycomb var, til ICS er faktisk mindre, end man tror.
Hvis man er vant til telefonvarianten af Android, vil man nok lægge mærke til listen i skærmens nedre kant og især knappen til at vise en lodret menu med de seneste aktive apps. En konkret fordel ved 4.0 sammenlignet med 3.0 er, at man kan lukke apps og rense ud i menuen (der har en tendens til at blive lang) ved at trække miniaturebillederne for appene til siden, så de forsvinder.
Smarte mini-apps
Der er ikke så meget at sammenligne med, når det gælder, hvordan Samsung er lykkedes med ICS i forhold til andre producenter, eftersom det hidtil kun er Asus, der har fået ICS ud i en tablet på markedet herhjemme. Det er i hvert fald klart, at meget er ret ens i forhold til Samsungs tidligere tablets, og den velkendte Touchwiz-brugerflade kender vi fra før. Noget, der udmærker sig, er blandt andet de såkaldte mini-apps. Fælles for alle er, at de ikke fylder hele skærmen. Man kan nemlig sagtens have flere mini-apps åbne samtidig eller åbne en mini-app oven på en almindelig app. For eksempel kan man se på en webside med statistik og samtidig bruge tallene til beregninger med mini-appen Lommeregner.
LÆS TEST: Smartphone, tablet eller bærbar? Asus Padfone sidder lige i skabet
Skærmen er lettere at bruge …
Samsung har længe brugt Touchwiz-varianter i forskellige typer telefoner og tablets, og det kan mærkes. Det virker generelt gennemarbejdet, og ikke engang, at man har tilføjet knappen til at komme til alle apps øverst oppe i højre hjørne på startskærmen, irriterer mig på denne tablet. Det skyldes helt enkelt, at den har den mindste skærm siden Samsungs allerførste tablet – 7-tommeren Galaxy Tab.
Det gør, at alle dele af skærmen er lette at komme til, uanset hvordan man holder tabben. Det føles tilmed bekvemt at bruge skærmtastaturet med begge tommelfingre, hvilket gør, at man kan skrive bedre, selvom man ikke kan lægge tabletten fra sig på et bord.
Størrelse, form og materialer er nok det, jeg bedst kan lide ved denne tab. 4.0 er som sagt ikke nogen større revolution, hvis man har brugt tablets med 3.0. Mange ville måske foretrække metalbagstykket på den mere fancy Tab 7.7, men jeg kan godt lide det matte plastcover og de rundede kanter hos Tab 2 (7.0). Jeg vælger at tolke det som yderligere et tegn på, at vi snart har set de sidste blanke, fingeraftrykstiltrækkende plastoverflader på mobile produkter.
… men er ikke så skarp
Men det lille format er selvfølgelig ikke kun en fordel. Om det er godt eller ej, at Samsung har valgt den relativt lave opløsning 1024 x 600, kan diskuteres, netop med tanke på skærmens størrelse. Højere opløsning på en skærm, der er syv tommer, gør, at en del tekst og visse detaljer i brugerfladen bliver unødvendigt små og svære at håndtere. En åbenlys ulempe er, at skærmen ikke bliver lige så skarp som med højere opløsning. Forskellen i forhold til skærmen i den fancy 7.7 er tydelig, både når det gælder farvemætning og skarphed. Men det virker også rimeligt med tanke på forskellen i pris.
Lidt mere irriterende er, at opløsningen gør, at visse apps ikke udnytter skærmen på bedst mulige måde. For eksempel Astrid, en af mine favorit-apps, der hjælper med at huske og strukturere ting, man skal, vises på samme måde, som når jeg kører den på en betydeligt mindre telefon, selvom den har en tab-brugerflade med to separate dele. På andre tabs vises Astrid på samme måde som eksempelvis Gmail, med en liste til højre og en separat oversigt til venstre, men sådan er det ikke på Tab 2. Det kan meget vel skyldes udviklere men er alligevel noget, man må regne med kan ske på grund af Samsungs valg af opløsning på denne tab.
Også i webbrowseren synes jeg, at en højere opløsning havde været godt. Det har ingen voldsomme effekter, men nogle gange bliver der lidt meget zoomen ind og ud for at få skærmvisningen til at havne et sted, hvor teksten er rigtig skarp.
Teksten i webbrowseren er egentlig det eneste irritationsmoment. Faktum er, at Tab2 virker lidt mere stabil og generelt lidt hurtigere end Samsungs andre tablets, måske er det noget, der skal tilskrives opgraderingen til Android 4.0.
Helhedsindtrykket af Galaxy Tab 2 (7.0) er, at det især er en smart tab, der er let at holde, tilmed når man skriver på den. Det lille format er selvfølgelig især smart, når man vil have den med sig. Den er ikke lynhurtig men som sagt stabil og ikke så træg, at det bliver irriterende. Med andre ord er Samsung lykkedes med et usædvanligt godt kompromis.