Rusland: Steve Jobs-statue fjernet efter Tim Cook sprang ud som homoseksuel
Et universitet i Sankt Petersborg i Rusland har siden Steve Jobs død tilbage i 2011 haft en mindestatue af Jobs stående. Men den er nu fjernet efter ordre fra en række russiske firmaer under den fælles betegnelse ZEFS. Det sker efter, at Tim Cook, Apples direktør, forleden afslørede eller bekræftede det mange vidste, at Tim Cook var homoseksuel.
Cook forklarede, at det at være homoseksuel var en af de største gaver, som Gud havde givet ham.
Den slags udmeldinger går ikke i Rusland, hvor “bøsse propaganda og andre seksuelle perversioner blandt mindre årige er forbudt ved lov”, som ZEFS begrunder fjernelsen af statuen med, skriver Reuters.
Cook opfordrer til sodomi
ZEFS forklarer sig også med, at statuen befandt sig på et område med unge studerende.
ZEFS mener, at Tim Cook opfordrer til sodomi med sin udmelding, så man har været nødt til at fjerne statuen af Jobs for at beskytte traditionelle familieværdier. En russisk politiker går så vidt som til at mene, at man bør forbyde Tim Cook adgang til Rusland fremover på grund af hans seksualitet.