Stort selskab: Sådan pressede Apple os til konkurs
Blandt rygterne op til lanceringen af iPhone 6 viste det meste sig at passe – undtagen at ingen af modellerne havde skærm af safirglas. Lige bagefter gik Apples leverandør af safirglas, GT Advanced, konkurs. GT Advanced skyder skylden for konkursen på Apple og har taget sagen i retten, hvilket gør, at deres syn på sagen nu er offentlig.
Ifølge GT Advanced benyttede Apple sig af en klassisk såkaldt ”Bait and Switch”-taktik, det vil sige, at der blev indgået en aftale på noget, GT Advanced syntes var fordelagtige vilkår, for siden trinvist at ændre vilkårene til Apples fordel, da GT Advanced allerede havde bundet sig til aftalen.
Sidste efterår tilbød Apple at købe 260 ovne af GT Advanced for at lave safirkrystalglas til kommende produkter, ifølge rygterne iPhone 6.
Apple krævede aftalen ændret markant
GT Advanced sagde ja til aftalen, der i praksis gjorde Apple til deres eneste kunde, da de ikke ville have kapacitet til at levere til andre samtidig.
Ifølge det nye forslag skulle Apple ikke længere købe ovne, men GT Advanced skulle låne penge af Apple for at købe ovnene selv. Ifølge det forslag lå alle økonomiske risici hos GT Advanced, samtidig med at Apple ikke forpligtede sig til at købe safirglas af dem.
Økonomiske trusler
Samtidig indførte Apple krav om, at GT Advanced ikke måtte lave forretninger med andre forbrugerelektronikselskaber med trusler om store økonomiske konsekvenser, hvis de ikke opfyldte Apples krav.
Da GT Advanced udtrykte tvivl, benyttede Apple ifølge dem direkte mobning og sagde, at alle deres underleverandører havde lignende vilkår på ”put on your big boy pants and accept the agreement” (cirka ”stop med at opføre jer som en baby og acceptér aftalen”).
GT Advanced accepterede til sidst aftalen, der indebar, at selskabet ikke havde nogen indkomst, så længe Apple ikke bestilte safirglas for mere, end GT Advanced havde lånt penge af dem for. Med 1.300 ansatte og et Apple, der hele tiden stillede nye krav og havde synspunkter på materialet uden af komme med nogen større bestilling, gik selskabet til sidst konkurs, efter at Apple havde kostet dem 900 millioner dollar.
Kendte for hårde metoder
GT Advanced forklaring er ikke den eneste af sin slags om Apples hårde måde at behandle deres underleverandører på, men det skal dog siges, at det er den ene sides version af hændelsesforløbet, og at Apples version endnu ikke er kommet frem i offentligheden.
9to5Mac, der har rapporteret som sagen, har de komplette dokumenter lagt ud til læsning på deres hjemmeside.
Se bedste tilbud på iPhone 6.