Swipp i nyt angreb på Mobile Pay: Køber konkurrent
Mobile Pay, Swipp og Paii. Det er nye ord, som mange af os har lært de sidste par år. For de fleste er det dog Mobile Pay, der har sat sig fast på nethinden, men det ønsker Swipp at lave om på.
De er nu klar med nyt angreb på Mobile Pay, som er den klart største betalings-apps herhjemme med 1,8 millioner brugere, mens Swipp har omkring 600.000. Swipp har ganske enkelt opkøbt en anden konkurrent, nemlig Paii, som der har været forholdsvis stille omkring.
Dermed bliver to stærke teknologier lagt sammen til en ny løsning til mobilbetaling, som alle danskere kan bruge, lyder det i en pressemeddelelse fra Swipp:
”Med købet af Paii vil vi skabe fremtidens mobilbetalingsløsning. Swipp bliver tilgængelig for alle danskere, uanset hvilken bank de er kunde i, og vores fælles løsning vil gøre det nemmere for både forbrugere og erhvervsdrivende at bruge mobilen som betalingsmiddel på nettet og i fysiske butikker”, siger Martin F. Andersen, der er adm. direktør for Swipp.
Ny Swipp-app i 2015
I første omgang vil kunderne ikke opleve nogen forandring, men i 2015 lanceres en helt ny Swipp-app. Den bliver udviklet på baggrund af en sammenlægning af Paii og Swipps medarbejdere og teknologier, der supplerer hinanden godt.
”Ved at kombinere vores viden, erfaring og kompetencer fra både bankerne og teleselskaberne får vi et unikt udgangspunkt for at udbrede mobilbetaling i Danmark.
De erhvervsdrivende får adgang til en større kundebase, og forbrugerne får langt flere muligheder for at betale med mobilen. Derudover giver sammenlægningen med Paii os mulighed for langt hurtigere at udvikle en skræddersyet og brugervenlig mobilbetalingsløsning, der kan integreres direkte i kasseapparaterne i detailkæderne,” siger Martin F. Andersen.
Tilfredshed hos TDC, Telenor, Telia og 3
Hos teleselskaberne TDC, Telenor, Telia og 3, som står bag Paii, er der tilfredshed med aftalen med Swipp.
”Med Paii har vi opbygget en virksomhed med stærke kompetencer og udviklet en teknisk platform med unikke funktionaliteter, som har vist sig attraktiv for bankerne. Samtidig har vi i ejerkredsen draget den konklusion, at betalinger ikke er teleselskabernes kerneforretning på samme måde, som det er for bankerne. På den baggrund er det den rigtige beslutning at sælge Paii til Swipp,” siger bestyrelsesformand for Paii, Flemming L. Jensen.
Swipp ejes af Nordea (30%), Regionale Bankers Forening (30%), Lokale Pengeinstitutter (30%) og Nykredit (10%). Købet af Paii træder i kraft, når Finanstilsynet har givet sin godkendelse.