CES 2015 – alt fra verdens største tech-messe i Las Vegas
CES 2105, eller Consumer Electronics Show, som den store tech-messe hedder i fuld længde, er over os. Messen er egentlig en tech-messe med fokus på alle mulige slags teknologier, men eftersom mobiltelefoner spiller en større og større rolle i vores liv, så er mobile teknologier og dermed også mobiltelefoner begyndt at fylde mere på messen. Det i en grad, så der er tale om en konkurrent til Mobile World Congress i Barcelona, der altid kommer 8-10 uger senere end CES.
Du finder alle nyheder fra CES 2015 her.
Herunder kan du finde informationer om nogle af de ting, vi forventer/forventede på CES 2015.
Xperia Z4
Sony rygtes således at ville lancere deres Xperia Z4 på CES 2015 og LG rygtes at komme med opfølgeren til den interessante LG G Flex, som dog lader til at have solgt i noget begrænset oplag.
Samsung plejer at lancere lidt mindre hypede produkter på CES som budget-tablets, så vi skal nok ikke forvente at se Galaxy S6 blive lanceret på CES i år. Derimod har Asus lovet at give den godt med gas i år på CES og vi får formentlig også en masse interessante mobiler at se fra asiatiske producenter.
Se også: Sammenlign priser på mobilabonnementer.
Stormflod af smartwatch
Noget, der vil være enorm fokus på i år på CES 2015, er smartwatch. Alle kæmper for at trumfe Apple Watch, selvom den faktisk ikke er sat til salg endnu, og Google Android Wear er også rullet ud.
Vi kan forvente en hel del Google-ure i alle mulige afskygninger fra store som små producenter. Vi kan også forvente at se smartwatch med egne systemer.
Omate er ude med to nye modeller, Racer og Roma. Begge er simple smartwatch som viser notifikationer fra såvel Android som iOS og ligesom det var tilfældet med deres Lutetia-model fra efteråret, så drejer det sig om et ur med rundt display og har altså dermed et mere traditionelt urudseende.
Formentlig kommer vi til at opleve samme stormflod af smartwatch på CES – lige som vi sidste år så det samme ske med aktivitetsarmbånd. Sidste år kom vi frem til, at der kom aktivitetsarmbånd fra omkring 30 producenter.
Se også: Sammenlign priser på mobiltelefoner.
Crowdfunding-selskaber på CES 2015
Noget andet, man bør hole øje med på CES i år er crowdfunding-selskaber. For to år siden fik den opkoblede gaffel Hapifork nærmest urimelig meget opmærksomhed på messen og CES er gået hen og blevet et rigtig godt sted for startups med gale og sjove ideer, som folk kan bakke op med penge på Kickstarter og Indiegogo.
CES 2015 slår officielt dørene op tirsdag, men allerede i morgen tyvstartes der med presseevents og lanceringer.
Du kan følge med om alle mere eller mindre mobil relevante nyheder og lanceringer på CES 2015 her på mobil.nu.