Kinesere på vej med ultratynd supermobil
Hvis man skal stole på de oplysninger, der i øjeblikket spreder sig via det kinesiske sociale netværk Weibo, så vil den kinesiske mobilproducent ZTE inden længe overtage titlen som havende verdens tyndeste smartphone.
Med en tykkelse på blot 6,2 millimeter, bliver ZTE Athena tyndere end både Huawei Ascend P1 S (6,68 millimeter) og modellen Finder (6,65 millimeter) fra den mindre kendte producent Oppo.
Ifølge Engadget skulle oplysningerne om Athena stamme fra en chef hos producenten. Athena skal have en højtopløst skærm af typen IPS, og opløsningen vil formentlig ende på 1280 x 720 pixels.
Processoren er udstyret med fire kerner og modellen skal have en intern hukommelse på 64 GB. Styresystemet biver Android i kombination med ZTE’s egen brugerflade Mifavor.