Android lige så malware-inficeret som Windows computere

Malware var lige så hyppigt forekommende på Android enheder som på Windows computere i 2014, viser nye tal.

Android lige så malware-inficeret som Windows computere

Hele 16 millioner mobile enheder skulle være blevet angrebet af malware i 2014, ifølge nye tal fra Alcatel-Lucents Motive Security Labs. Det skulle være en stigning på 20 procent sammenlignet med året før.

Ifølge Motive Security Labs skulle der være lige så mange inficerede Android-enheder, som der var inficerede Windows computere i andet halvår 2014.

Alcatel-Lucents Motive Security Labs oplyser, at det svarer til 0,68 procent af mobile enheder.

Sådan finder du det billigste mobilabonnement.

 

Spyware på fremmarch

Motive Security Labs forklarer, at såkaldt spyware på mobiler, altså programmer der hapser folks personlige informationer som hvor mobilen er, ind- og udgående opkald, beskeder, mails og webbrowsing, er blandt den type malware, hvor vi ser størst vækst.

Interessant er det også, at kun 1 procent af de inficerede mobile enheder var iPhone og BlackBerry.

 

Android er for usikker

En af årsagerne til, at Android er så sårbar skyldes, Ifølge Alcatel-Lucent, at Android apps kan downloades fra andre apps stores end Google Play og fra nettet. Der er heller ikke samme digitale sikkerhedscertifikater for Android apps som ved andre styresystemer og det er også let at kapre en Android app, inficere den med malware og så slippe de løs igen.

En anden grund til væksten i malware inficerede mobile enheder er, at folk ikke tager sikkerheden alvorligt. En undersøgelse, som selskabet står bag, viser, at 65 procent af brugerne forventede, at tjenesteudbyderen, for eksempel deres mobiloperatør, tog sig af sikkerheden på både mobilen og hjemmets enheder.

Spøjst nok fandt Motive Security Labs også ud af, at folk, der ikke bruger deres kreditkort ved online køb på mobile enheder i større grad fik stjålet bankinformationer. Det skyldes, ifølge Alcatel-Lucent, at malware oftere findes i traditionelle betalingsterminaler end ved online betalingsportaler.

 

Skal man være bange for malware?

Skal man så være bange for, at ens mobil bliver inficeret med malware? Nej, det er ikke noget, man skal bekymre sig så meget om på vores breddegrader endnu, så længe man tænker sig om.

Henter man kun apps fra Google Play, er man godt dækket ind og så skal man bare generelt ikke installere noget på ens mobil, som man ikke stoler på kommer fra pålidelig kilde. Lige nu lader den største fare for os danskere til at komme fra svindelopkald fra udenlandske fupnumre.