Sådan finder du let dine venner på Roskilde Festival
Teleselskabet 3 lancerer op til årets Roskilde Festival appen Crowdsearch, som skal hjælpe festivalgæsterne med at finde hinanden blandt de omkring 130.000 besøgende.
Appen giver mulighed for at søge efter Facebook-venner i nærheden og se, hvilke koncerter de er til.
Se også: Gode tilbud på mobilabonnement med meget data
Bygger på Facebook Connect
Crowdsearch bygger på Facebook Connect. Med få klik kan man tilføje sine Facebook-venner og bede om adgang til at følge dem rundt på festivalen. Appen har integreret festivalens officielle kort med oversigt over scener og områder og er koblet på musikprogrammet, så man kan se, hvilke koncerter vennerne er til.
Se også: Guides og test af mobiltelefoner
Gratis for alle men kommer kun til iOS
Den er gratis og tilgængelig for alle, uanset hvilken operatør man er kunde hos, i App Store. Appen fungerer kun til iOS og det skal være version 7.0 eller nyere.
Rikke Juul Hansen, PR-chef hos 3, forklarer, at der er rigtig mange iPhones på Roskilde Festival, så de har prioriteret at starte med en version til iOS. “Det var, hvad vi kunne nå at få klar i denne omgang. Men det er da oplagt at se på, om vi skulle lave en Android-version til næste år, hvor vi også er eksklusiv partner inden for mobiltelefoni”.
Crowdsearch-appen bliver lanceret i forlængelse af, at 3 er eksklusiv partner inden for mobiltelefoni på Roskilde Festival i år og 3 stiller også gratis mobilopladning til rådighed for alle overalt på Roskilde Festival.
De sætter desuden en ekstra mast op ved Orange Scene for at imødekomme den stadig voksende brug af mobilnetværket under festivalen og tilbyder MobileAid – førstehjælp til tilskadekomne mobiltelefoner.