Hvorfor ikke lave dit eget iPhone cover?
Det første step er nok det sværeste, for her kan man jo ikke bare trykke på en knap – man skal være kreativ! Da jeg skulle tegne noget til det her cover, tænkte jeg, hvad man egentlig skal bruge sit eget hjemmelavede cover til?
Ud over krea-værdien valgte jeg derfor at tilføre motivet en praktisk funktion – en huskeseddel. Jeg lider nemlig af den irriterende hukommelsesbrist, hvor jeg ofte glemmer at købe de vigtigste og mest praktiske ting, når jeg er ude at handle. Jeg husker altid min pung og telefon, men jeg glemmer næsten altid at købe toiletpapir og andre ret konsekvenstunge varer med hjem.
Denne forglemmelse er både mig og min kæreste af åbenlyse grunde ret trætte af, og derfor råber hun altid efter mig, når jeg er på vej ud ad døren. Ideen med dette covers lyserøde monster er, at det skal erstatte hende som min evige reminder.
Scan, upload og bestil
Scan dit billede ind på din computer (min scanner er ikke verdens bedste men fungerer fint til det her). Gå ind på en hjemmeside, der tilbyder at trykke covere. Der findes flere sider, hvor man kan gøre det, men jeg valgte det her Hongkong-baserede firma www.unyousual.com. På forsiden fører en nem engelsksproget 4-steps-guide mig gennem handlen. Først skal man vælge, hvilken enhed man gerne vil have et cover til. Herefter får man muligheden for at vælge et cover eller en bagside-plade til telefonen, og hvilken grundfarve det skal have.
Herefter skal man uploade sit billede. Jeg uploader mit lyserøde toiletpapirsmonster. Man kan nu skubbe billedet rundt, forstørre og formindske det, så det passer på coveret, som man nu synes. Jeg syntes, proportionerne passede bedst, hvis billedet var stort, og derfor syntes jeg ikke, at der var plads til den toiletpapirstekst, jeg havde tegnet. Men heldigvis er der en tekstfunktion, så jeg kan skrive oven på mit motiv. Så med hvide bogstaver vælger jeg at skrive ”Husk toiletpapir” – min huskeseddelfunktion forbliver altså intakt.
Herefter betaler jeg. Det bliver 19,98 euro inklusive forsendelse, altså omkring 150 kroner. Forsendelsestiden bliver angivet til mellem 9 og 19 arbejdsdage.