Apple og Samsung skal til forhandlingsbordet om forlig
Apples topchef Tim Cook og adskillige repræsentanter for Samsung, herunder selskabets administrerende direktør og næstformand, har indvilliget i at mødes for en domstol i San Francisco for at diskutere mulighederne for et forlig. Det skriver hjemmesiden FOSS Patents.
Mødet mellem de to selskabers repræsentanter vil ske inden for de næste 90 dage, og vil blive overvåget af den amerikanske dommer Joseph C. Spero, der skal agere som mægler under mødet.
Der er tale om et frivilligt møde mellem de to parter, og der er altså ingen garanti for at man vil opnå et forlig, men muligheden foreligger naturligvis.
Et eventuelt forlig mellem de to giganter vil formentlig resultere i en licensaftale, der giver parterne lov til at bruge hinandens patenter i et vis omfang.
Vi holder naturligvis øje med forhandlingerne og krydser fingre for at patentkrigen mellem Apple og Samsung snart kan komme til sin ende i et nyttigt forlig, så forbrugerne igen bliver det primære fokus for producenterne.