Derfor er TDC vilde med skybrud
I weekenden oplevede de fleste i Danmark nok et voldsomt regnskyl eller to. I hvert fald skulle der i snit være kommet 32 mm landet over alene i lørdag.
Kombineret med voldsom blæst var weekenden med andre ord en rigtig møgweekend, men ikke for online filmtjenester – i hvert fald ikke Blockbuster. Blockbuster satte nemlig flere rekorder i det triste sommervejr.
Lørdag den 25. juli blev der således udlejet 29 procent flere film sammenlignet med den hidtidige rekord, som blev sat søndag den 19. juli – det var også en regnfuld dag med cirka otte mm regn.
Se guide: De bedste mobiltelefoner til video
Flere rekorder hos Blockbuster
Regnen – og filminteressen – holdt ved de følgende dage, og den 26. og 27. juli er nu Blockbusters hidtil bedste søndag og mandag. Den tidligere rekord for en mandag blev sat den 13. juli, men den rekord blev slået med 36 procent mandag 27. juli. Traditionelt er 2. påskedag årets største filmmandag, men den er nu distanceret med ikke mindre end 160 procent for Blockbuster.
Det var ikke arty-farty film, der blev set mest af på de regnfulde dage. Den danske komedie ’Mænd & høns’ var den mest populære film hos Blockbuster, mens adventuredramaet ’Seventh Son’ og ’Min søsters børn og guldgraverne’ var hhv. nummer to og tre.
Lidt lummerhed blev der også plads til i nogle af de danske hjem, da ’Fifty Shades of Grey’ kom ind på en 7. plads over de mest sete film, mens regnen væltede ned.