Analytiker: Derfor vil Apple droppe Amazons Cloud-service

En analytiker mener, at Apple vil bygge egne datacentre for at komme ud af kløerne på Amazon.

Analytiker: Derfor vil Apple droppe Amazons Cloud-service

En analytiker fra Morgan Stanley bed mærke i, at Apple ved seneste kvartalsregnskab oplyste, at de vil bygge tre nye datacentere inden for de næste to år.

Det mener analytikeren, en Brian Nowak, kan betyde, at Apple vil ud af den aftale de har i dag med Amazon, hvor de benytter sig af Amazon Web Service’s Cloud. Apple er for afhængige af Amazons cloud-tjeneste og det ønsker Apple ikke at være, lyder vurderingen fra Brian Nowak.

 

Apple bruger op mod 1 milliard dollars om året

Nowak vurderer, at Apple bruger op mod 1 milliard dollars om året på Amazon Web Service’s Cloud, hvilket skulle svare til cirka 9 procent af hele cloud-tjenestens omsætning i 2016.

Skulle Apple derfor droppe aftalen med Amazon kan det være lidt af en mavepuster for Amazon på dette område og kan få betydning for Amazons fortjeneste inden for cloud-tjenester, skriver Nowak.

Udover et datacenter, som Apple åbner i Arizona i år, så drejer det sig også et datacenter i Irland og et datacenter i Danmark, som det blev annonceret sidste år. Disse datacentre skal håndtere data til og fra iCloud, itunes og App Store.

Apple og Amazon er konkurrenter

Det spekuleres i, at Apple ønsker at komme fri af aftalen med Amazon, da de to selskaber efterhånden konkurrerer med de samme produkter og om de samme kunder, når det gælder online-tjenester.

Samtidig spekuleres der også i, at Apple vil kunne styre datakørslerne mere effektivt, hvis de selv kontrollerer det hele.

Du kan se en video fra Morgan Stanley, hvor der bliver forklaret nærmere om Apples eventuelle planer med deres kommende datacentre.

Se også: Nyheder om datacentre