HTC vil i direkte kamp med Spotify
HTC er de sidste måneder blev presset fra alle sider i kampen om brugernes gunst. De har ellers lanceret et par spændende nye tjenester til deres smartphones og tablets, for eksempel HTC Watch, hvor man kan leje eller købe film direkte til sin enhed.
Sidste år på Mobile World Congress annoncerede de også et tæt samarbejde med Onlive, hvor man kan spille tunge og avancerede spil på sin smartphone og tablet via streaming. Vi mangler dog endnu at se samarbejde føre til noget konkret rent kommercielt.
Nu går der så rygter om, at HTC vil have deres egen musiktjeneste. Ifølge rygterne skulle der være tale om en streaming-tjeneste, som altså vil komme til at kæmpe med en tjeneste som Spotify på globalt plan.
Umiddelbart giver det god mening at bakke Beats by Dr. Dre-opkøbet op med en egen musiktjeneste, der udnytter den unikt gode musiklyd, som HTC i samarbejde med Dr. Dre har skabt i modeller som HTC Sensation XL og HTC Sensation XE.
Det forventes, at HTC løfter sløret for tjenesten på Mobile World Congress i Barcelona om godt en uges tid.
Hvad siger du? Har verden brug for endnu en streaming-tjeneste til musik?