“S2-opgradering i marts, Nexus får Android 4.0.5”
Ifølge en tidsplan publiceret af den franske mobiloperatør SFR, vil Samsung opdatere Galaxy S2 til Android 4.0 i løbet af marts måned. Det indebærer naturligvis ingen garanti for at det samme gør sig gældende på det danske marked, me det giver et godt udgangspunkt. Desuden lader det til at være en opdatering, som Samsung sender ud til alle europæiske lande nogenlunde samtidig.
Operatøren skriver at Galaxy S2 vil få softwaren "Ice Cream Sandwich 4.0", hvilket altså både kan tolkes som at softwaren er baseret på en version af Ice Cream Sandwich og som at det kun er Android 4.0 – altså den første version.
Også Galaxy Nexus og Nexus S kan glæde sig til opdateringer, hvis man skal stole på den franske operatør. Begge modeller skal angiveligt få Android 4.0.5 i løbet af marts måned. Endnu kendes kun 4.0.3 officielt, men en lækket udgave af 4.0.4 kan findes på nettet. Derfor er det altså heller ikke usandsynligt at version 4.0.5 kan komme inden marts. Selv den første Nexus-model, Nexus One, nævnes i tidsplanen, men blot med et notat om at eventuelle opgraderinger er "ubestemte".
I tidsplanen nævnes også at HTC Sensation får Android 4.0 i løbet af marts.