Første indtryk af Asus Transformer Prime
Transformer Prime er følger op på successen fra den originale Transformer-tablet fra Asus, og der er ingen tvivl om at Prime kommer til at blive mindst lige så populær som forgængeren. Blandt nyhederne finder vi bl.a. en forbedret skærm, et højtopløst kamera, et nyt og lækkert design samt Nvidias Tegra 3-løsning, der leverer masser af ydelse til både flotte 3D-spil og andre avancerede opgaver.
Lækker, lækker, lækker…
Hold da op – den er tynd! Prime måler blot 8,2 millimeter i dybden, hvilket altså gør den til en af de absolut tyndeste tablets på markedet. Til sammenligning måler iPad 2 omkring 9 millimeter i dybden. Også vægten er imponerende lav – kun 586 gram, hvor Cupertino-konkurrenten har godt 15 gram ekstra på sidebenene.
Asus har blandt andet satset på designet med den nye tablet, og jeg synes, at det har givet pote. Kvalitetsfornemmelsen er næsten helt i top, og Asus har brugt meget lækre materialer i produktionen af Prime. Bagsiden er udformet af ét stykke aluminium og har et metallisk cirkeldesign, der er udført i stil med Zenbook-serien, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med.
SE MASSER AF BILLEDER AF ASUS TRANSFORMER PRIME HER
Skærmen er 10,1-tommer stor og har den velkendte opløsning på 1280 x 800 pixels. Her er der altså umiddelbart intet nyt under solen i forhold til forgængeren. Der er dog tale om en såkaldt Super IPS+ skærm i Prime, og det gør altså, at man opnår en høj betragtningsvinkel og at man kan bruge skærmen og dermed tabletten udendørs i (begrænset) sollys. Skærmen er uden sammenligning den bedste skærm på en Android-tablet i skrivende stund – om end den dog føles en anelse varm i farvetonerne.
Normal tilstand er turbotilstand
Når man modtager Prime, vil man hurtig opdage, at man kan vælge mellem tre forskellige indstillinger for ydeevne: Strømbesparende, balanceret og normal. Tabletten er som udgangspunkt sat til balanceret strømstyring fra fabrikken. Det betyder at de fire processorkerner er begrænset til 1,2 GHz per kerne, hvorimod den normale strømstyringsprofil tillader op til 1,3 GHz per kerne. Forskellen mellem de to indstillinger er dog minimal i praksis.
Den tredje indstilling er noget mere interessant og kræver en lidt længere forklaring. Hvis den strømbesparende profil er valgt og alle fire processorkerner er aktive, er hastigheden begrænset til 600 MHz per kerne. Hvis systemet kun benytter tre processorkerner, lyder begrænsningen på 700 MHz, mens man kan komme op på 1 GHz, hvis der bruges en eller to aktive kerner. Desuden låses skærmens opdateringsfrekvens på 35 billeder i sekundet, når den strømbesparende tilstand er valgt.
LÆS OGSÅ: Stort galleri af Asus Transformer Prime
Jeg har benyttet samtlige indstillinger, og har ikke opdaget nogen markant forskel i hastigheden af selve Android-systemet. Hvis man spiller tunge grafikspil eller læser store PDF-filer i e-bogslæseren, kan man dog godt mærke forskel på hastighederne.
Fin til underholdning
Tablets bliver ofte brugt til film, musik og spil, og jeg har prøvet lidt af hvert for at se hvordan Prime håndterer de forskellige opgaver.
Video klares uden problemer, og det fungerer også rigtig fint, hvis man f.eks. sætter tabletten til en ekstern projektor gennem dens indbyggede Micro HDMI-udgang. Også HD-videoklip og diverse video-streams i Flash Player på internettet foregår uden problemer.
Lydkvaliteten på Prime er overraskende god. Den har kun en enkelt indbygget højttaler, men den spiller relativt højt og man kan godt ane en vis dybde i sange med bas. Asus har præinstalleret en række programmer på enheden, herunder et program til at forbinde til netværksenheder og afspille indhold fra disse. Jeg har prøvet med nogle sange fra min netværksharddisk, og det gik ganske strygende. Der var så vel som ingen opsætning og det går hurtigt at skifte mellem sangene.
Spil klarer Prime også rigtig fint. Jeg har bl.a. prøvet Osmos, Shadowgun og Zen Pinball på enheden, og alt kører rigtig flydende. Især Shadowgun er et godt eksempel på hvor meget processorkraft, der gemmer sig i moderne tablets nu til dags. Spillets grafik minder mest af alt om noget, der svarer til Playstation 2-niveau – og det er altså i en håndholdt enhed.
Iskage til alle!
De første leverancer af Prime kommer med Android 3.2 installeret, men opdateringen til Android 4.0 (Ice Cream Sandwich) er allerede ude og blev i mit tilfælde hentet på ganske få minutter efter opsætningen var gennemført.
Ice Cream Sandwich på tablets minder på mange måder om Honeycomb (Android 3.0 – 3.2), men virker alligevel finpudset på rigtig mange områder. Hvis man tidligere har brugt en Honeycomb-tablet, vil man unægteligt kunne finde sig hjemme med Prime i løbet af ganske kort tid.
Android 4.0 fungerer desuden hurtigere i praksis end forgængeren. Der er generelt fart over feltet, og kun ganske få gange har jeg oplevet mindre hak i brugerfladen. Det har dog været af nærmest ubetydelig grad hver gang. Prime er uden sammenligning den hurtigste Android-tablet på markedet.
De første indtryk af Transformer Prime er overvejende positive, og vi glæder os til at komme mere i dybden med den nye supertablet fra Asus. Vi kan desværre ikke nå at få en test af Prime med i det næste nummer af Mobil, men vi vender stærkt tilbage med en stor test af Prime i Mobil 3, der kommer i butikkerne om cirka halvanden måned.
Hvis I har spørgsmål omkring Prime, så skriv gerne en kommentar i feltet herunder. Vi vil forsøge at svare på så meget som muligt.