TDC trodser pessimistisk forudsigelse og henter 2.000 nye mobilkunder i 1. kvartal
Sydbank spåede i sidste uge, at TDC ville miste 5.000 mobilkunder i 1. kvartal 2016, men selskabet trodsede den dystre udmelding og kan her til morgen meddele, at de har hentet 2.000 nye mobilkunder. Det er måske ikke en prangende fremgang, men i hvert fald bedre end at tabe mere end det dobbelte.
Over de seneste 12 måneder har TDC og dets underselskaber hentet 37.000 nye mobilkunder i alt.
Af andre tal kan nævnes, at TDC har mistet 37.000 fastnetkunder, har hentet 19.000 nye tv-kunder og 2.000 nye bredbåndskunder.
Se også: Se priser på TDC mobilabonnementer
Pernille Erenbjerg tilfreds med resultatet
Omsætningen for hele forretningen levede op til det forventede. Pernille Erenbjerg, adm. direktør i TDC, oplyser i en mail, at hun er tilfreds med, at selskabet leverer et finansielt resultat som lovet, selvom de fortsat ser mange udfordringer på især det danske marked.
I 1. kvartal kunne selskabet fremvise en indtjening på 2,2 milliarder kroner, hvilket dog er et fald på 10 procent sammenlignet med 1. kvartal 2015.
Se også: TDC’s nye mobilabonnementer er faktisk gode!
TDC med langt større overskud end forventet
Slemt er det på erhversdelen, hvor omsætningen i 1. kvartal 2016 var 13 procent lavere end samme periode sidste år.
Alligevel kunne TDC fremvise et overskud i 1. kvartal 2016 på 624 millioner kroner, hvilket er næsten 200 millioner mere end forventet.
Se også: Nyheder om TDC