Danske Bank klar med større opdatering af bank-app til iPhone og Android
Danske Bank er nu klar til at hæve niveauet og mulighederne med deres bank-app til iPhone og Android og sender en ny opdatering ud i morgen. Opdateringen kredser primært om investeringsmulighederne.
Fra og med i morgen vil man via iPhone eller Android kunne handle på 17 børser over hele verden, man vil kunne slette ordrer og se depotbevægelser/historiske handler.
Derudover vil der være et forbedret overblik over markedets obligationer, råvarer og fonde. En ny funktion er også, at man kan få en kursalarm på sms eller e-mail.
Endelig kommer der også diverse smårettelser og forbedringer til iOS5, her under en opdatering af kameraet, som hidtil skulle have voldt en del brugere problemer.
Danske Bank fortæller til Mobil.nu, at deres kunder lavede ca. 225.000 transaktioner i sidste måned, hvilket svarer til ca. 6 procent af alle Danske Banks transaktioner online i november.
20 procent af Danske Banks netbank-kunder har også mobilbank, afslører Danske Bank over for Mobil.nu.
I kommende opdateringer af bank-appen kan vi forvente en bank-app, der i langt højere grad vil være til stede der, hvor kunden har brug for Danske Bank, forklarer Esben Torbe Jørgensen, fra Danske Banks business-udviklingsafdeling til Mobil.nu.
Han giver som eksempel, når man står i indkøbscentret eller bilforhandleren, hvor man måske kan have behov for at få hævet ens kredit eller få stillet en garanti for at kunne låne pengene. Det vil man så kunne gøre med et par klik og på den måde få stillet et alternativ til bilforhandlerens lån eller stormagasinets kreditkort.