Problemer med trackpad på MacBook Pro

Flere oplever angiveligt problemer med funktionen, hvor du trækker tre finger over trackpadden på den nye MacBook Pro.

Problemer med trackpad på MacBook Pro

Vi ventede i evigheder på, at den kom og nu ser det ud til, at ikke alt er fryd og gammen med Apples nye MacBook Pro laptop.

Ifølge MacRumors og 9to5Mac er der flere, der har rapporteret om problemer med trackpadden. Det er især bevægelsen, hvor du trækker tre fingre over padden og derved flytter det aktive vindue på skærmen, som der er problemer med. Enten fungerer funktionen kun sporadisk eller slet ikke.

Se også: Test af Apple produkter

 

Trackpaddens kanter på MacBook Pro

Det er efter sigende især i kanterne og hjørnerne af Force Touch-trackpadden, det er svært at få den til at makke ret. Det kan altså tyde på, at det er den funktion, der skal sørge for, at padden ikke reagerer på, at du rører den med din håndflade, der giver problemer.

En MacBook Pro-ejer har på MacRumor skrevet, at han prøvede at bruge tre-fingre-funktionen, men oplevede at anti-håndflade-funktionen kom i vejen. Det var især, når han skiftede fra at skrive til at ville trække vinduet et andet sted hen, at problemet opstod.

Han var her nødt til at ramme trackpadden lige i midten for at få det til at fungere.

Se også: Sammenlign priser på Apples mobiltelefoner

Apple skulle have anerkendt problemet

Vi har ikke fået nogen officiel kommentar fra Apple, selvom en post fra en kunde på deres support-forum påstår, at selskabet har anerkendt problemet og lovet at gøre noget ved det. Forhåbentlig skal der ikke andet til end en opdatering af softwaren.

Lad os håbe, at det ikke ender med en masse-tilbagekaldelse af computerne.

Se også: Nyheder om MacBook