iOS-opdatering løser batteriproblemer

Op til 15 procent af iPhone 4S-brugerne melder om problemer med, at batteriet meget hurtigt løber tør for strøm. Opdateringen iOS 5.0.1 ser ud til at kunne klare ærterne.

iOS-opdatering løser batteriproblemer

Det har ikke skortet på kritik af batteriets ydeevne i iPhone 4S og kritikken har i den grad også ramt iOS 5, som menes at stå bag problemerne, hvor brugere i løbet af bare en enkelt time mister 10-15 procent af den samlede batteribeholdning.

Nu tyder meget på, at vi i fremtiden ikke skal bruge alle vores kræfter på at fravælge diverse lokationstjenester, for bare at have energi til togturen hjem fra arbejde. iOS-opdateringen iOS 5.0.1 har ifølge de første testere fuldstændigt fået bugt med batteriproblemerne, og de fortæller, at batteriindikatoren kun falder med acceptable 4-5 procent i timen, og dermed er der også juice på telefonen efter solnedgang.

Det er selvfølgeligt forskelligt fra bruger til bruger, hvor lang tid batteriet vil holde, men enkelte beta-brugere fortæller også, at de kun er nødt til at have telefonen i dockingstationen en gang hver anden dag.

Hvornår opdateringen er klar til alle uden udvikler-konto er endnu lidt usikkert, men man regner ikke med, at vi skal ind i december før vi kan få opdateret iOS-telefonerne.

Har du oplevet problemer med batteriet, så hører vi gerne fra dig i kommentarfeltet til denne artikel.

Kilde: Gadgetvenue.com