Sony Ericsson arbejder på supermobil
Man kan sige overraskende meget om den kommende model ud fra de lækkede billeder. Skærmen lader til at være omtrent samme størrelse som Xperia Arc – formentlig 4,3 tommer – og opløsningen skal angiveligt være 1280 x 720 pixels.
Modelnavnet bliver LT26i, og der er snak om at den kan ende med at få navnet Xperia Arc HD. Designet minder lidt om Xperia Arc, så man kunne sagtens forestille sig, at der er tale om en efterfølger.
Processoren siges at være en dualcore på 1,5 GHz. Dette burde give en rigtig god brugeroplevelse og høj hastighed ved brug af telefonen, og det skulle da også være tilfældet med mobilen – i hvert fald hvis man skal stole på personen, der har taget billederne. Modellen får formentlig 1 GB RAM.
Kameraet er på 12 megapixels og man har tilsyneladende valgt at holde sig til en almindelige fotolampe og ikke bruge en rigtig blitz. Mobilen skulle være så kraftig, at man kan optage videoklip i fuld HD (1920 x 1080 pixels) og samtidig tage kamerabilleder i fuld opløsning uden at stoppe videooptagelsen.
Styresystemet bliver Android 2.3, men specifikationerne tyder på at modellen bliver opgraderet til Ice Cream Sandwich.