DeX Station: Desktop holder til Galaxy S8 lækket
Nu er der kun en god håndfuld dage til, at Samsung lancerer deres meget ventede Galaxy S8 – det sker den 29. marts, og rygter og læk bliver ved med at hobe sig op. Det nyeste læk drejer sig om desktop holderen til Galaxy S8, DeX Station.
Se også: Sammenlign priser på Samsung mobiler
DeX Station – desktop holder til Galaxy S8
Der har allerede været rygter om, at man ville kunne bruge Galaxy S8 som en slags computer a la det vi kender fra for eksempel Lumia 950, hvor man kan koble telefonen til en computerskærm og så bruge mobilen som selve computeren.
Det står uklart, præcis hvad man kan bruge Galaxy S8 og DeX Station til, altså om man vil kunne bruge S8 som en decideret computer koblet til skærm og rigtigt computertastatur, men der er i hvert fald en Ethernet port, to USB 2.0 indgange, plads til HDMI samt en lille blæser til at køle med. Noget tyder altså på, at man netop vil kunne bruge S8 som en slags computer.
Desktop-holderen kommer også med USB Type-C indgang. Holderen skulle, i følge udmeldingerne, være kompatibel med både Galaxy S8 og den større S8 Plus.
Se også: Rygter om Galaxy S8
Pris for desktop holder til Galaxy S8
Prisen for desktop holderen til Galaxy S8, DeX Station, skulle lande på 150 euro, så godt 1.100 kroner. Med tanke på, hvor lille succes Microsoft tilsyneladende har haft med deres desktop-løsning, så virker 1.100 kroner som en alt for høj pris for denne løsning – også selvom den kan klappes sammen og virker til at være let at tage med sig rundt.
Mobil.nu er naturligvis til stede, når Samsung lancerer Galaxy S8 den 29. marts og vi dækker live fra lanceringen.
Se også: Nyheder om Galaxy S8