Disney-film kan være stjålet af hackere
Administrerende direktør for Disney, Bob Iger, havde noget af en nyhed til sit personale forleden – en gruppe hackere påstår nemlig, at de har stjålet en endnu ikke udgivet Disney film. Og hvad værre er, de truer med at distribuere den, hvis ikke de får udbetalt en løsesum. Indtil videre holder Disney-ledelsen det for sig selv, hvilken film der er tale om.
Hackernes trusler går ud på, at de først vil frigive filmen i fem minutters bidder, og hvem ved, om de bliver nødt til at gøre alvor af deres trussel? Disney har nemlig svoret ikke at betale.
Se også: 200.000 computere ramt af ransomware
Netflix’ Orange is the new Black stjålet og lagt på nettet
Det er ikke så længe siden, Netflix oplevede noget tilsvarende. Der handlede det om næste sæson af ‘Orange is the new Black‘, hvor hackere var kommet ind i et produktionsfirma, der blandt andet har Netflix som en af deres kunder. Efter at det ikke lykkedes hackerne at få noget ud af at presse selve produktionsselskabet, kastede de sig over Netflix selv med et krav om løsesum. Netflix var dog heller ikke til hverken at hugge eller stikke i med det resultat, at ti episoder af den endnu ikke sendte femte sæson blev lagt op på Pirate Bay i sidste måned.
Om der er tale om den samme gruppe hackere eller andre forbindelser mellem de to sager, ved vi endnu ikke. Netflix-hackerne påstår, at de også har fået fingre i en række andre TV shows og film. Indtil videre har de også lagt en Netflix-film ud på nettet.
Se også: Industrielle robotter åben land for hackere
Hackere her der og alle vegne
Disney har to nye film på vej, ‘Pirates of the Caribbean: Dead Men Tell No Tales’ her i maj og animationsfilmen ‘Biler 3’ kommer til juni. Det kunne eventuelt være en af de to film, der er tale om. Vi har på det seneste været vidner til store hacker-historier, størst er den verserende hvor over 200.000 computere verden over skulle være inficeret med ransomware og som kun fjernes, hvis ofrene betaler mellem 300 og 600 dollars i løsesum.
For nogle uger siden blev teleselskabet 3 hacket og for nogle måneder siden blev store tjenester som Spotify, Twitter og Reddit lagt ned via botnet, der angreb via tusindvis af usikre opkoblede webcams. Noget tyder på, at vi er på vej ind i hackernes tidsalder.
Se også: Nyheder om IT-kriminalitet