Kameraet i HTC Sensation XL overrasker fotoekspert positivt

Vi har skudt en masse billeder med HTC Sensation XL. Billedkvaliteten er overraskende god, lyder det fra kameraekspert.

Kameraet i HTC Sensation XL overrasker fotoekspert positivt

HTC Sensation XL bliver først og fremmest solgt som en smartphone med fokus på musik – man kan nemlig købe HTC Sensation XL sammen med et sæt høretelefoner fra Beats By Dr. Dre. Prisen for det medfølgende headset er normalt 1.599 kroner, men HTC lover, at man får en klækkelig rabat, hvis man køber Sensation XL.

Men HTC har også, oplyser de selv, satset meget på at gøre kameraet rigtig godt. Det sker ved blandt andet at supplere det 8 megapixel store kamera med Back Side Illumination, en teknik der gør, at der kommer mere lys ind i billedet. Den teknik kender vi fra blandt andet Sony Ericsson Arc og Arc S og iPhone 4.

Den har naturligvis også autofokus og dobbelt fotolampe, men mere interessant har den f/2.2, 28mm optik, der giver endnu bedre billeder end 32mm optik. Man får ganske enkelt mere vidvinkel, så man får mere med på billedet.

Øverst i denne artikel kan du se masser af billeder skudt med HTC Sensation XL.

Billederne 2, 4, 7, 10, 14, og 16 er 100 procent beskæring af det foregående billede. Med en sådan beskæring kan man bedre bedømme, hvor godt eller dårligt kameraet er.

Jan Hansen, redaktør på Mobils søstermagasin, fotomagasinet Zoom, har haft lejlighed til at nærstudere billederne, og han er positivt overrasket over billedkvaliteten:

"Mobilbilleder er altid svære at bedømme, specielt når man ikke kan holde dem op mod andre sammenlignelige af slagsen. Dog virker disse billeder absolut som værende i den bedre ende af skalaen", vurderer Jan Hansen og fortsætter:

"Det umiddelbare førstehåndsindtryk er godt, farverne er neutrale, måske lidt matte, men det er faktisk at foretrække fremfor meget kontrastrige fotos, hvor der er en tendens til at højlys brænder ud, og mørke områder bare bliver sort-i-sort. Detaljerne i billederne er ret så gode. Dette skyldes igen det forholdsvis neutrale look. Konklusionen, i hvert fald ud fra dette førstehåndsindtryk, er at HTC har skruet godt på kameraet, og i den rigtige retning", slutter Jan Hansen.

Læs vores første indtryk af HTC Sensation XL her.