Sydkoreansk pris og dato for Samsung Galaxy S9

Rygter om pris på Samsung Galaxy S9 lover godt - meget tyder på, den nye serie holder samme pris som forgængeren.

Sydkoreansk pris og dato for Samsung Galaxy S9

Det bliver jo 25. februar, vi kommer til at stifte bekendtskab med Samsungs nye S-familie, Galaxy S9, og vi har hørt læssevis af rygter og set billeder, der skulle være af det kommende flagskib. Et flagskib, der udseendemæssigt ikke skiller sig så meget ud fra forgængeren Galaxy S8. Nu er der så nyt om prisen på Galaxy S9 og at leveringstiden er kortere denne gang.

Se også: Bedste pris på Samsung Galaxy S8

 

Rygte om pris på Samsung Galaxy S9

Nu er der dukket et nyt rygte op, og det handler om prisen, i hvert fald i hjemlandet Sydkorea. Der skulle Galaxy S9 komme til at koste 950.000 won, og Galaxy S9+ 990.000 won. Det svarer til henholdsvis cirka 5.300 og 5.550 kroner – direkte omregnet.

Sammenligner man med prisen for Galaxy S8, koster den 935.000 won, altså 5200 kroner. Nu plejer Samsungs telefoner at være lidt dyrere i Sydkorea end på andre markeder, så vi får nok Galaxy S9 til omkring 4.800 kroner og S9+ til højst 5.400 kroner. Dette er prisen uden moms.

Med moms lander vi på en pris tæt på 7.000 kroner for S9+ (samme pris som S8+) og S9 ser ud til at få en pris på 6.000 kroner cirka. Også her vil prisen være den samme som på Galaxy S8. Forleden spåede jeg, at Samsung ikke ville hæve prisen på deres nye S9-serie sammenlignet med S8-serien. Huawei holdt for eksempel fast i samme pris på Mate 10 Pro som på Mate 9 Pro og med det pres, der er fra alle sider på Samsung, så vurderede jeg, at de ikke kunne tillade sig at hæve prisen på Galaxy S9.

Priserne herover er kun baseret på rygter og er ikke bekræftet af Samsung, så vi må vente nogle uger endnu, inden prisen på S9 og S9+ er lagt fast.

Se også: Anmeldelse af Samsung Galaxy S

 

Kortere ventetid

Telefonerne vil være mulige at forudbestille fra 2. marts i Sydkorea med levering fra ugen efter. Man regner derfor med, at telefonen vil være på hylderne i butikkerne omkring 10. marts.

Det betyder samtidig, at ventetiden ser ud til at blive kortere denne gang end sidste år. Der udsatte man lanceringen en måned, og forudbestillingerne var to-tre uger om at blive sendt ud.

Se også: Rygter om Samsung Galaxy S9