Rygte: Dette bliver lanceringsdagen for Galaxy Note 9
Ifølge et nyt rygte fra Bloomberg bliver 9. august dagen, hvor Samsung lancerer deres næste flagskibs-phablet, Galaxy Note 9. Det skal foregå ved et presseevent i New York og betyder, at den kan komme ud til kunderne i slutningen af august.
Tidligere lancering af Samsung Galaxy Note 9
Som oftest har Samsung haft sine lanceringsevent for Note-serien i slutningen af august, og telefonerne er havnet på hylderne et par uger senere. Nu ser det imidlertid ud til, at Samsung har skiftet tidspunkt til et tidligere et. Det kan meget vel have at gøre med, at de vil have deres telefoner ud, inden Apple sender de kommende iPhones på gaden til efteråret.
Kommer Note 9 i august, giver det Samsung et forspring på omkring en måned i forhold til Apple, der plejer at have deres lancering i begyndelsen af september. Tidligere har vi hørt rygter om, at Note 9 kunne komme så tidligt som i juli, men det lader altså til, at august bliver tidspunktet.
Se også: Anmeldelse af Samsung Galaxy Note 8
Fokus på bedre kamera
Når det kommer til specifikationerne for telefonen, mener Bloomberg, at fokus bliver på et bedre kamera. Samsungs Galaxy S9 har blænde, der kan justeres og super slo-mo-funktion samt en funktion, der fjerner støj fra billederne ved at tage flere billeder af samme motiv.
Disse funktioner gjorde, at Galaxy S9-kameraet strøg til tops i kameratest, hvilket gør dem til naturlige funktioner til Note 9. Måske super slow motion-funktionen vil understøtte fuld HD-optagelser og ikke kun HD som i dag.
Se også: Priser på Samsung Galaxy Note
Bixby 2.0 – nu skal Samsung rykke på sin digitale assistent
Derudover forventes det, at Note 9 har en bedre processor, formentlig Snapdragon 845. Med i hatten kommer også Bixby 2, der er den nye generation af Samsungs digitale assistent – den tror vi, kommer til at fylde rigtig meget ved lanceringen af Note9, da den kan være med til at gøre telefonen endnu mere attraktiv over for erhvervskunder.
Stemmestyring er i det hele taget meget oppe i tiden og fik et særligt fokus på Googles nylige udviklerkonference, hvor Googles digitale assistent, Assistant, ringede op til en restaurant og frisør og gennemførte en almindelig samtale og booking over telefonen.
Se også: Nyheder om Samsung Galaxy Note 9