Windows Phone Mango kommer formentlig i september
Windows Phone 7 er et lækkert og på mange måder nytænkende styresystem, men har stadig lidt mangler på funktionalitetsfronten, da det stadig er et relativt nyt system. En stor del af dette skulle der dog blive rådet bod på med den store opdatering, der går under kodenavnet Mango, og som skulle bringe over 500 nye funktioner til styresystemet.
Vi har i noget tid vidst, at opdateringen ville komme engang til efteråret, men præcist hvornår, har været uvist. Det ser dog nu ud til, at Microsoft er kommet til at afsløre en mere specifik dato.
Mango til september
På Microsofts officielle Twitter-konto for Imagine Cup, der er en konkurrence arrangeret af Microsoft, som giver studenter mulighed for at få bruge moderne teknologi til at løse problemer såsom fattigdom og hungersnød, er der nemlig blevet skrevet, at alle finalisterne vil få en Windows Phone med Mango i september måned. Indlægget på Twitter-kontoen er dog allerede blevet fjernet igen.
Da vi ikke regner med at Microsoft giver alle finalisterne en Windows Phone-mobil med ufærdig software, kan vi altså godt så småt begynde at glæde os til at de første Mango-mobiler er på gaden om få måneder.
Kilde: Mobility Digest