Telenor klar med landsdækkende IoT-netværk

Telenor er nu også klar til fremtidens opkoblede 5G-samfund med lynhurtigt NB-IoT netværk, der kan skabe "nye fantastiske og kosteffektive løsninger for virksomheder".

Telenor klar med landsdækkende IoT-netværk

TDC og Telia har rullet et landsdækkende IoT-netværk ud i Danmark og nu er Telenor så også klar – i en pressemeddelelse oplyser Telenor, at de nu har implementeret det lynhurtige NB-IoT og LTE-M over hele landet i deres netværk.

Disse IoT-teknologier udgør sammen med 5G grundstene for, at al verdens IoT-løsninger kan virkeliggøres i en real-time oplevelse og er med til, at netværket fremover vil være i stand til at transportere enorme datapakker mellem genstande og internettet i høj fart.

Se også: Teleoperatører med bedste mobildækning

 

5G nødvendigt for det opkoblede samfund

5G er ikke som sådan målrettet den enkelte forbrugers behov for at kunne streame video og musik – det kan snildt gøres med dagens 4G. Det er mere fremtidens totalt opkoblede samfund, der skal drage nytte af 5G.

“IoT skaber muligheder for helt nye typer af produkter, såvel som nye tjenester og forretningsmodeller. Den rigtige IoT-løsning kan skabe nye fantastiske og kosteffektive løsninger for virksomheder – det kan være alt fra tilsluttede enheder, der deler slutbrugerdata, eller løsninger der muliggør førerløse køretøjer og maskiner. Allerede i 2020 forudsiges det, at 25 milliarder “ting” vil være forbundet med hinanden. En landsdækkende udrulning af NB-IoT i radionetværket er et af fundamenterne for at kunne tilbyde IoT, og derfor er et landsdækkende NB-IOT et super vigtigt skridt på vejen mod at understøtte fremtidens IoT-løsninger,” siger udviklingsdirektør i Telenor Peter Ditlev Nødbak.

Se også: Nyheder om 5G og internet of things

 

Over 2.000 master er opdateret

Selve implementeringen af den nye netværkdsteknik er sket over de sidste 3-4 måneder, hvor over 2.000 master fordelt rundt i hele landet har fået implementeret NB-IoT og LTE-M.

Peter Ditlev Nødbak forklarer samtidig, at de også har arbejdet på at sikre, at de nye teknologier ikke påvirker de allerede eksisterende teknologier i netværket negativt.

Har du brug for at komme i kontakt med Telenor kundeservice, så kan du gøre det telefonisk eller på Facebook.

Se også: Nyheder om Telenor