Dette vil vi kigge på på Samsung Galaxy Note 9
Nu er der kun to dage til, at Samsung Galaxy Note 9 bliver lanceret og det bliver naturligvis en af årets store mobillanceringer, ikke mindst for Samsung selv. Her er nogle af de ting, som vi vil holde ekstra øje med på Galaxy Note 9.
Samsung har selv bekræftet officielt, at Note 9 bliver lanceret den 9. august på et stort anlagt event i New York – mobil.nu er naturligvis til stede, hvor vi sidder med på første række for at dække alt om den nye mobil og for at få indblik i, hvad vi kommer til at fokusere på, når vi senere på måneden kommer med test og anmeldelse af Samsung Galaxy Note 9 på både video og i artikel. Også pris på Galaxy Note 9 bliver vi meget klogere på på onsdag – der er rygter om en skyhøj pris, men sådanne rygter har vi tidligere hørt om andre produkter uden at det blev en realitet.
Se også: Priser på Samsung Galaxy Note
Test og anmeldelse af Samsung Galaxy Note 9 – det vil vi kigge på
Formentlig bliver Galaxy Ntoe 9 ikke et kvantespring rent teknologisk og brugermæssigt, men der kommer nærmere en række mindre forbedringer og nyheder, der til sammen kan gøre den aktuel her godt midtvejs i 2018.
Nogle af de ting, vi vil se nærmere på ved vores første test og anmeldelse af Samsung Galaxy Note 9, er følgende ting:
Design: Rygterne siger, at Note 9 kommer til at ligne forgængeren rigtig meget, når vi taler design. S-Pen er dog blevet vist i en ny anderledes farve i guld, så måske der kommer lidt anderledes farver til telefonen. Man mener også, at Samsung holder fast i jackstikket til headset og den får naturligvis USB-C til opladning og dataoverførsel. Fingeraftryksscanneren skulle også være flyttet ned under kameraet som på S9.
Skærm: Skærmen rygtes at blive på 6,3 tommer lige som på den nuværende Note 8. Er det ærgerligt, at den ikke bliver større. Ja, det er det, men den kun kan gøres større ved at gøre selve telefonen større, så er det nok meget klogt, at den forbliver på 6,3 tommer. Rent fysisk bør mobiltelefoner ikke blive meget større end Note 8, så hvis Samsung ikke er helt klar til at lade skærmen fylde mere af fronten, så virker det som en god beslutning at holde den på 6,3 tommer. Det bliver også interessant at se, om Samsung giver den 4K-opløsning eller holder den på 2K. Kommer den med 4K, skal der helst være en mening med det, for eksempel i forhold til at kunne bruge den med særligt VR-udstyr.
Kamera: Galaxy Note 9 skulle få dual kamera med 12 megapixel som på Note 8 og S9-serien. Det skuffer lidt, hvis det viser sig at holde stik. Huawei satte barren højt på P20 Pro med tripple kamera på bagsiden og test fra DxOMark viste, at det satte helt nye standarder for, hvor gode billeder man kan tage med et mobilkamera. Note 9 kan sagtens få et bedre kamera end det, der sidder i Note 8 og S9-serien takket været forbedret software og hardware, men det helt store spørgsmål er, om den kan udkonkurrere P20 Pro. Når vi bringer test og anmeldelse af Samsung Galaxy Note 9, så vil et særligt fokuspunkt naturligvis være kameraet.
Batteriet: Der er dukket hårdnakkede rygter op om, at batteriet i Galaxy Note 9 kan blive på 4.000 mAh. Det vil være skønt, for 3.300 mAh som vi finder i Note 8 er for lidt på en mobil med så stor skærm. Samsung blev skræmt af miseren med Note 7, der havde for stort batteri på for lidt plads og derfor blev overophedet og brød i brand og måtte trækkes helt ud af markedet. Siden har de indført strenge sikkerhedprocedurer for mobilbatterier og det vil være optimalt, hvis selskabet nu er så sikre på batterierne, at de tør smide et 4.0000 mAh batteri i Note 9. Det har Huawei trods alt gjort de sidste 2-3 år med stor succes.
Når vi bringer test og anmeldelse af Samsung Galaxy Note 9, vil vi naturligvis også teste, hvor hurtigt batteriet kan lades op på den nye telefon.
Samsung Dex: Jeg tror meget, at løsninger som Samsung DeX, hvor man via opkoblingstilbehør kan bruge sin mobil som computer ved at koble den til en stor skærm, tastatur og mus. Det giver mening, da mobiltelefoner er ekstremt kraftfulde i dag og sagtens kan klare opgaven. Det kræver dog også optimal software-løsninger og der er vi ikke helt kommet i mål endnu, heller ikke hos Samsung. Det er formentlig noget, Samsung arbejder på på højtryk at få til at spille optimalt og det bliver spændende at se, hvad Samsung finder på med Samsung Dex og Note 9.
Samsung Bixby: Stemmestyring og AI (kunstig intelligens) er allerede ved at være stort med særligt Google Assistant, Amazon Alexa, Apple Siri og Microsoft Cortana. Samsung Bixby har ikke fået helt samme momentum, selv om den fik en god forbedring på S9 med madscanning, AR make-up og live oversættelse. Samsungs moibldirektør DJ Koh har sagt, at de håber at blive klar med Bixby 2.0, når de lancerer Galaxy Note 9. Bixby 2.0 skulle understøtte flere Samsung-produkter som for eksempel fjernsyn og skulle i det hele taget have fokus på at øge integrationen med hele Samsungs økosystem. Det bliver spændende at se, hvilke muligheder Bixby giver, når Note 9 bliver lanceret. Bixby Stemme genkender engelsk, koreansk og kinesisk og en af de helt store nyheder kunne blive understøttelse af flere sprog, her i blandt dansk.
Pris: Samsung Galaxy Note 8 kom ud på det danske marked med en pris på 7.749 kroner. Ser man tilbage på Note 8 og sammenligner med prisen på S8+, så var Note 8 cirka 700 kroner dyrere. Følger Samsung den trend med Galaxy S9+ og Note 9, så skal vi forvente en pris på den trælse side af 8.000 kroner. Der har været rygter om iPhone X-lignende priser og stemmer det, så skal vi op i næsten 9.000 kroner.
Problemet for Samsung er dog, at deres high end-modeller ikke har solgt så godt her i 2018 og hæver Samsung priser op i iPhone X-niveau, så får det formentlig ikke en positiv effekt på salget. Jeg forventer en lille prisstigning, men ikke mere end maksimalt 500 kroner på Note 9. Så en pris fra omkring 8.100-8.200 kroner er mit bud og gæt.
Se også: Anmeldelse af Samsung Galaxy Note
Forudbestilling og salgsstart for Samsung Galaxy Note 9
Samsung Galaxy Note 9 som sagt på onsdag og du vil kunne læse alt om den lige efter lanceringen her på mobil.nu. Du vil også kunne læse vores første indtryk og test af Samsung Galaxy Note 9 umiddelbart efter lanceringen og vi vil også præsentere de samlede specifikationer og funktioner samt farver og pris på telefonen. Når Note 9 er klar hos de danske forhandlere, kan du finde de bedste pris på Samsung Galaxy Note 9 her.
Så snart Samsung bekræfter, hvornår Note 9 kan forudbestilles og købes i butikkerne, kan du naturligvis også finde de oplysninger her på mobil.nu. Rygterne siger, det bliver den 24. august.
Se også: Nyheder om Samsung Galaxy Note 9