Gmail for Android understøtter nu Fortrolige mails
Af og til har de fleste en e-mail, de skal sende, der indeholder følsomme oplysninger, som de ikke vil have andre til at kunne se. Det kan man løse på flere måder, men har du en Android-mobil og bruger Gmail, er der lige kommet en ny løsning til listen.
Send fortrolige mails med Gmail
Det er Gmail, der har indført en funktion, der kaldes Fortroligt. Google siger selv om funktionen: ”Du kan sende beskeder og vedhæftninger med Gmails fortrolighedsfunktion, der hjælper med at beskytte følsom information mod uautoriseret adgang. Du kan bruge fortrolighedsfunktionen til at sætte en udløbsdato på beskeder eller tilbagekalde adgangen. Modtageren af den fortrolige besked kan ikke videresende, kopiere, printe eller downloade beskeden.”
En mulighed er også at udruste beskeden med et kodeord. Gør man det, skal modtageren bruge et kodeord for at få adgang til beskeden for at kunne se den. Det kodeord kan enten sendes via SMS eller via e-mail, hvis modtageren ikke er Gmail-bruger.
Se også: Priser på de bedste Android-mobiler
Muligt at tilbagekalde adgang til mailen
Det bliver desuden muligt at tilbagekalde tilladelsen til adgang til en e-mail. Som Google nævner, kan modtageren heller ikke printe mailen, videresende den, kopiere den eller downloade den.
Har man af og til brug for den slags, er det værd at holde øje med denne opdatering, der allerede skulle være ude hos brugerne. Funktionen med at sende fortrolige mails i Gmail fungerer ikke i det klassiske Gmail, kun i den nye version. Husk også, at folk stadig kan tage screen shots eller billeder af mailen og sende videre til andre.
Se også: Nyheder om Gmail