OnePlus 6T: Endelig sker der noget med batterikapaciteten
Gode som OnePlus-telefonerne har været, så har batterikapaciteten været lidt skuffende, for eksempel kun 3.300 mAh på OnePlus 6. Der ser ud til at være forbedringer på vej med 6T.
Batterikapacitet på OnePlus 6
I hvert fald lyder rygterne nu, at OnePlus 6T får batterikapacitet på 3.700 mAh. Det er ikke helt de 4.000 mAh, vi finder i for eksempel Huaweis topmodeller, men det er i hvert fald et skridt i den rigtige retning.
Selskabet har bekræftet andre ting på 6T, men de har dog ikke selv bekræftet kapaciteten. Det er et billede fra et kinesisk site, der bringer rygtet om den forøgede batterikapacitet til torvs.
OnePlus har dog været ude og sige, at de har planer om at fjerne jackstik-indgangen for netop at gøre plads til andre vigtige dele, for eksempel et større batteri. Uden at det er bekræftet, vil vi dog æde en gammel hat, hvis der ikke også er Dash Charge knyttet til telefonen, selskabet egen betegnelse for lynopladning.
Se også: Priser på OnePlus 6
Funktioner på OnePlus 6T
Det forventes derudover, at 6T får Snapdragon 845 med enten 6 eller 8 GB RAM og op til 256 GB hukommelse – der kommer formentlig også en variant med 128 GB. Det bliver også den første telefon fra selskabet med indbygget fingeraftrykscanner i skærmen.
Det ventes at OnePlus bliver lanceret den 17. oktober.
Se også: Anmeldelse af OnePlus 6