Apples A12 Bionic-chip er tæt på desktop-præstation

Test foretaget af ydeevnen i iPhone Xs og Xs Max viser, at de ARM-chips, der sidder i telefonerne, er meget tæt på at levere kraft nok til at kunne sidde i en rigtig computer.

Apples A12 Bionic-chip er tæt på desktop-præstation

Efterhånden er smartphonen lidt som at have en hel computer i lommen. Det stemmer måske funktionsmæssigt, men der er stadig et stykke vej, når det gælder processorens ydeevne. Eller er der?

 

iPhone Xs tæt på computerkraft

Det er ikke så ofte, man finder computeren, der har ARM-chips, men fordelene ved ARM-chips er indlysende, og det har da også ført til rygter om, at Apple måske overvejer at sætte dem i computere. Det kan måske ske inden for en nærmere fremtid, end vi tror. I hvert fald hvis man skal tro AnandTech, der har anmeldt Apples nyeste iPhones, model XS og XS Max.

Baseret på benchmark-scorer er telefonernes A12 Bionic-chips ikke langt fra samme niveau som en computers CPU-præstation.

Andrei Frumusanu fra AnandTech er forbløffet over A12 Bionics resultat. Han mener, at både A11 og A12-chipsene fra Apple er meget nær computer-niveau, hvilket viser sig tydeligt i de tests AnandTech foretog i sommer. Der klarer A12 sig faktisk bedre end en moderat-klokket Skykale CPU i en enkelttrådet præstation.

Se også: Priser på iPhone

 

Ikke helt sammenlignelig test

Det betyder dog ikke, at A12 kan køre en computer eller er oppe på det niveau en computer-CPU er. Benchmark-testene er ikke foretaget på en måde, så resultaterne kan sammenlignes lige over. Der er desuden andre faktorer som komplikationer med compilere og frekvenser, der også skal tages med i det totale billede.

Men ser man blot på tallene, kan en Mac med ARM-chip være tættere på, end vi troede.

Se også: Nyheder om Apple