HTC Watch bliver forsinket, men lanceres på dansk
Vi havde håbet, at vi på dette tidspunkt ville kunne sidde med vores HTC Sensation og vores HTC Flyer og se på film hentet i det danske hjørne af mobilproducentens seneste tiltag, der kommer til at gå under navnet Watch.
Sådan er det ikke helt kommet til at gå, og vi kan endnu ikke hente film – heller ikke uden danske tekster, som det ellers var meningen.
Fra HTC har vi i dag fået meldingen om, at den danske lancering bliver en smule forsinket, og at vi først skal forvente at kunne hente film ned til vores HTC-enheder sidst i juni. Modsat de oprindelige planer, så kommer tjenesten dog fra start med danske undertekster.
Dermed er der altså både negative og positive ting ved dagens udmelding, og uanset hvad, så glæder vi os til at se nærmere på den spændende tjeneste, som ifølge HTC vil give os 500-600 nye titler hver måned.