Danskerne frygter i stigende grad at personlige data deles
Særligt danske forbrugere er urolige for, at butikker på internettet videregiver deres personlige data og bruger dem kommercielt, det viser ny undersøgelse fra Deloitte.
Danskerne tror virksomheder deler private data
Når man køber tøj, sko og andre varer på nettet, så oplyser man tit personlige oplysninger som navn, adresse og telefonnummer. De nordiske forbrugere og særligt de danske er i stigende grad urolige for, at virksomheder på nettet misbruger disse oplysninger i kommerciel øjemed. Det viser den nye rapport Global Mobile Consumer Survey 2018 fra Deloitte.
To ud af tre af nordiske forbrugere tror, at netvirksomhederne deler deres personlige oplysninger med tredjeparter – en stigning fra seks ud af ti sidste år. Desuden tror tre ud af fire, at netvirksomhederne ’hele tiden’ eller ’det meste af tiden’ bruger deres personlige oplysninger. De danske forbrugere er Nordens mest skeptiske, hvor hele 8 ud af 10 forbrugere, tror der sker misbrug af personlige oplysninger.
Se også: Forstå GDPR reglerne
Flere læser betingelser inden køb
Danskerne er også de mest skeptiske, når det kommer til at acceptere betingelser for registrering og handel hos netbutikkerne. Hele 25 procent af de danske forbrugere dykker ned i betingelserne, inden de klikker ’godkend’, mens det kun gælder for 20 procent i Sverige, 19 procent i Finland og 13 procent i Norge.
Se også: Find bedste pris på smartphones
Facebook-sager og GDPR skaber skepsis
Frederik Behnk, director og leder af Deloittes afdeling for teknologi, medier og telekommunikation, forklarer, at den store mistro skyldes, at vi er i tvivl om, hvorvidt virksomhederne anvender vores data mod vores vilje, eller om data rent faktisk bliver håndteret sikkert.
Samtidig vurderer han også, at det politiske fokus på beskyttelse af persondata samt de mange sager i medierne om informationslækager har haft stor indflydelse, specielt sagerne op de nye strammere persondataregler fra EU og dataskandalerne hos Facebook i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg og massetyveri af data fra sociale medier og spiludbydere puster til vores skepsis og mistillid.
Se også: Nyheder om persondata