Spotify vil måske lade brugerne importere egen musik
Det smarte med streamingtjenester er, at du kan lytte til musik hvor som helst og når som helst, og at man kan lede efter musik og lægge det i spillelister uden at skulle rode med kabler og overførsler. Der, hvor det halter lidt for streamingtjenesterne, er, at deres udbud ikke er komplet.
Importér egen musik til Spotify – kan blive en mulighed
Alt afhænger af de aftaler, de har indgået med pladeselskaber og forlag. For brugerne betyder det, at der af og til er sange, man ikke kan finde, eller artister der ikke er med. Ifølge researcher Jane Manchun Wong kan der dog være en løsning på vej. Hun har nemlig opdaget, at Spotify til Android kan være ved at lancere en ny importfunktion.
Det vil gøre det muligt for brugerne at importere musik fra deres Android-enhed til Spotify. Har man sangen på telefonen, kan man altså lægge den ind i Spotify og lægge den i spillelister der. I så fald er det slut med at skulle skifte musikafspiller for at lytte til visse sange eller artister.
Se også: Mobilabonnementer med musik
Hvordan mon det bliver?
Historien melder ikke noget om, hvordan det skulle komme til at fungere. Det kunne være noget lignende Apples iTunes Match, hvor brugere kan uploade sange, der ellers ikke er i Apple Music, og streame dem på de enheder, der deler den Apple Music-konto.
Det kan dog også være en anden teknik, der ligger bag, men bare det virker, så er det jo godt alt sammen. Det vigtige er, at man kan få al sin musik samlet på samme sted. Manchun Wong meddelte ikke noget om, hvornår funktionen kan rulles ud, men sker det, skal vi nok få det at vide.
Se også: Nyheder om Spotify