Vanvittigt tyndt Gorilla Glass til foldbare telefoner
En ny smartphone-tid er nær, når telefoner, der skal klappes sammen, igen kommer på markedet. For år tilbage var det superhot med små minitelefoner, man kunne klappe sammen til en lille boksformet historie. Formålet: Så lille en telefon som muligt. Den trend er jo helt væk, nu render mange rundt med noget, det mest minder om en mindre TV-skærm, men egentlig er en telefon.
Telefoner skal have skærme der kan foldes
Telefonerne begynder at blive så store, at de ikke længere kan være i selv de største lommer og så finder mobilproducenterne selvfølgelig på en løsning – vi klapper telefonerne sammen igen. Den første model af den slags kan allerede forudbestilles online, men kommer fra en producent, de færreste har hørt om.
Samsung kender vi derimod og de skal snart lancere sin længe, meget længe, ventede foldbare telefon med selskabets helt nye Infinity Flex skærm og One UI brugerflade.
Det forventes at blive startskuddet på næste bølge af foldbare telefoner, da både Huawei, Oppo, Xiaomi og LG siges at være på vej med foldbare modeller. Til gengæld tyder det på, at ikke alle næste års mobiler kommer til at have glas-skærm, som vi ellers er blevet så vant til. Der er nemlig det ved glas, at det ikke er så foldbart, plastik er meget bedre til det formål, især fordi en foldbare skærm vil blive åbnet og klappet sammen om og om og om igen.
Se også: Telefoner med de bedste skærme
Gorilla Glass der kan bøjes er tyndere end et menneskehår
Den problematik har Corning kastet sig over og er gået i gang med at udvikle en foldbar version af sit Gorilla Glass. Lykkes de, bliver det interessant at se, om det bliver noget, producenterne vælger til sine telefoner.
Corning er jo veteraner i branchen og har produceret alle mulige former for glas-produkter i mange år. Så de ved, hvad de laver. Derfor er det ikke helt uventet, at de kaster sig over den nye udfordring. Teknologichef hos Corning, Polly Chu, fortæller, at det svære ved at skabe et beskyttende glas, der kan bøjes sammen, er, at det er nødt til at være meget tyndt.
Indtil videre er Corning nede på en glastykkelse, der er tyndere end et menneskehår, eller rettere 0,1 mm. Den prototype kan næsten foldes som et stykke papir med 5 mm imellem.
Se også: Priser på smartphones
Kender ikke fremtiden – må prøve forskellige muligheder
Samsung bruger et gennemsigtigt polyimid-cover i stedet for glas i den kommende første foldbare telefon og andre vil sikkert følge i samme spor. Det kedelige ved plastik er, at det lettere bliver ridset og farven gulner lettere over tid. Glas er mere holdbart, rarere at røre ved og skifter ikke farve.
Der er bare lige det med at få det til at bøje. Derfor skal det blive spændende at se, om nogen lykkes med at lave et display-glas, der kan bøjes helt sammen. Det gør det heller ikke lettere for selskaber som Corning at udvikle et sådant glas, i og med at det stadig er lidt uklart, hvordan de foldbare telefoner kommer til at bliver udviklet.
Derfor, forklarer vicedirektør hos Corning, John Bayne, er de indtil videre nødt til at prøve forskellige muligheder og derefter se, hvad der kan bruges af producenterne til det, de vil skabe. Det bliver med andre ord en parallel udvikling af telefonerne og Gorilla Glasset.
Se også: Nyheder om Gorilla Corning Glass