Cryptojacking bliver den mest udbredte form for cyberangreb i 2019
IT-kriminelle kan finde mange måder at angribe og udføre svindelnumre på. Et af dem er cryptojacking, der forventes at blive den mest udbredte form for cyberangreb i 2019, i følge sikkerhedsfirmaet Bitdefender.
Cryptojacking bliver mest udbredte form for cyberkriminalitet i 2019
Cryptojacking handler om at udnytte andre menneskers computerkraft til at udvinde kryptovaluta. Der findes næsten 2.000 digitale valutaer, hvor Bitcoin er den dominerende. Cryptojacking topper netop nu listen over de mest udbredte svindelnumre på verdensplan og Bitdefender forventer, at denne angrebsform også vil være den mest udbredte i 2019.
Cryptojacking er populært, da det er mindre kompliceret at bruge end ransomware-software, og det er svært for offeret at opdage, at deres computer rent faktisk bliver udnyttet til at generere penge til kriminelle.
Se også: Find de billigste mobilabonnementer
Cryptojacking via gratis software
Programmer til cryptojacking er ofte gemt i gratis software, som offeret downloader. Offeret finder typisk ud af, at der er noget galt, når computeren bliver meget langsom og varm, fordi computerens kraft bliver brugt til at “mine” bitcoins i baggrunden.
Bitdefender forventer, at det i 2019 bliver mindre populært at bruge denne type ondsindede programmer, såkaldte exploit-kits, som bliver hentet ned på offerets computer. Bitdefender forudser i stedet en stigning i programmer, som er indlejret direkte i websider især baseret på JavaScript. Det kan være via reklamer med de kriminelles programmer gemt i de annoncer, der bliver vist.
Se også: Find de bedste mobiltelefoner
Kryptovaluta er faldet 80 procent i værdi på 12 måneder
Kryptovaluta som Bitcoins kom rigtig i vælten sidste år og var man blandt de første til at købe denne type digital valuta, var fortjenesten en overgang enorm og kryptovaluta var med til at skabe nye milliardærer på rekordtid.
De seneste mange måneder er værdien af kryptovaluta dog faldet meget. I løbet af de sidste 12 måneder er værdien af for eksempel Bitcoin faldet med næsten 80 procent og intet tyder på, at faldet stopper foreløbig, men det afholder altså ikke cyberkriminelle fra at fokusere på området i 2019.
Se også: Nyheder om kryptovaluta