Aarhusianere: Vi vil ikke se på mobilmaster
Masten skal stå et andet sted.
Sådan lyder det i kor fra mange beboere i Risskov, et af de mere idylliske kvarterer, tæt på skov og strand, i Aarhus. Sagen er blot én ud af mange, hvor aarhusianere brokker sig mobilselskabernes masteplaner, skriver jp.dk.
I sagen fra Risskov er det Telia, der har planer om at rejse en rørmast på Ndr. Strandvej. Masten er forholdsvis diskret, 13 meter høj og ifølge Jyllands-Posten forklædt som en flagstang på en villagrund. Diskret eller ej, borgerne er utilfredse.
"Det er et klassisk myndighedsdilemma med borgere, der gerne vil have noget – bare det ikke ligger i deres egen baghave," siger kontorchef Torben Simonsen fra Aarhus Kommune.
Ofte er borgerne bekymrede for, om strålingen fra mobilmasterne kan skade dem, selv om det endnu ikke er påvist, at mobilstråling skulle være skadelig.
Derudover er det frygt for støj, et fald i ejendomspriserne og at masten ser grim ud i området, der får borgerne til at klage.
Ifølge Videnskabsministeriet må kommuner dog ikke tage hensyn til helbredsmæssige bekymringer eller frygt for fald i ejendomspriserne, når de behandler mastesagerne.
Politikere fra Aarhus Kommunes byråd siger til jp.dk, at master fortrinsvis skal stilles op i erhvervsområder og kommunale områder, så kommunen på en fornuftig måde kan sikre datatrafikken.
Billede af rørmast: http://www.carl-c.dk/roermaster.html