Engelsk efterretningstjeneste nedtoner risikoen ved at bruge Huawei til netværk

Englands National Cyber Security Centre vurderer nu, at der er begrænset sikkerhedsrisiko ved at bruge Huawei til udbygning af mobile netværk.

Engelsk efterretningstjeneste nedtoner risikoen ved at bruge Huawei til netværk

Englands National Cyber Security Centre (NCSC) kommer nu Huawei til undsætning i spørgsmålet om, hvorvidt Huawei er en IT-trussel for vestlige lande på af sit kinesiske tilhørsforhold. Flere vestlige lande har udtryk bekymring over, at de kinesiske myndigheder vil kunne tvinge Huawei til at levere tophemmelig information via de netværk, som Huawei bygger rundt om i verden – noget Huawei selv har benægtet vil ske.

Flere europæiske teleselskaber har også slået fast, at deres sikkerhedssystemer vil advare, hvis Huawei skulle finde på sådan noget og nu siger den engelske efterretningstjeneste, National Cyber Security Centre, så, at der ikke er grundlag for at forbyde Huawei at udbygge netværk i Vesten.

Efterretningstjeneste: Begrænset risiko ved Huawei

Financial Times citerer kilder tæt på National Cyber Security Centre for, at det er muligt at begrænse risikoen ved at bruge Huaweis teknik til fremtidens 5G-netværk. National Cyber Security Centre har ikke officielt bekræftet kommentaren, men siger til Mobile World Live, at de har et unikt indblik i og forståelse af Huaweis ingeniørarbejde og måde at håndtere cyber sikkerhed på. De siger samtidig, at de rent faktisk har nogle bekymringer omkring udstyret, men at de har givet nogle retningslinjer til Huawei, som de forventer bliver fulgt og eksekveret.

England er et af flere lande, der endnu ikke har besluttet sig for, om Huawei skal forbydes at udbygge 5G -netværk i landet, men det forventes, at de engelske myndigheder når frem til en afgørelse til marts eller april.

Se også: Priser på Huawei mobiler

 

Vurdering kan blive afgørende

Financial Times skriver videre, at National Cyber Security Centres konklusion vil vægte tungt hos øvrige europæiske teleselskaber, da England har adgang til følsomme amerikanske efterretningsinformationer  gennem landets medlemsskab i Five Eyes, der er en slags fælles efterretningstjeneste med Australien, Canada, New Zealand, England og USA, hvor landene deler efterretningssignaler.

Vurderer National Cyber Security Centre, at der ingen risiko er ved at bruge Huaweis 5G-teknik, så vurderes det, at andre lande dermed vil acceptere den vurdering og lade Huawei stå for udbygningen af 5G.

Dog har både USA, Australien og New Zealand indført 5G-forbud mod Huawei og ZTE og USA har kraftigt argumenteret for, at deres allierede gør det samme. Ikke kun allierede i Five Eyes, men i Vesten i det hele taget.

Se også: Nyheder om Huawei