Så skal der handles aktier på mobilen (video)
Danske Ban k har høstet mange roser for deres bank app. Ikke kun fordi de var klart de første til at lancere en bank-app, men også fordi den har været meget velfungerende og udnyttet mobilens fordele, for eksempel ved at bruge kameraet til at betale girokort med.
I morgen søsætter Danske Bank så nogle flere mobile muligheder, da deres kunder nu kan handle aktier, obligationer og investeringsbeviser direkte på mobilen.
Mobilbanken giver også kunderne overblik over deres investeringsdepoter. De kan blandt andet se deres gevinst/tab, hvordan deres papirer har udviklet sig og få de senest kurser fra Nasdaq OMX.
”Investeringskulturen har rykket sig gennem de seneste år og flere danskere interesserer sig for at handle værdipapirer. Nogle gør det i dialog med banken, mens andre klarer det meste på egen hånd. Derfor gør vi det nu endnu nemmere at handle værdipapirer og følge sine investeringer, ” siger Peter Trier Schleidt, vicedirektør, IT og udvikling, Danske Bank.
”Med det her initiativ er vi overbeviste om, at flere danskere vil hoppe med på investeringsvognen”, siger Peter Trier Schleidt.
For nylig har Danske Bank åbnet for adgang til mobilbanken helt uden brug af NemId. Det betyder, at mobilbanken dermed bliver kundernes hurtigste vej til deres værdipapirer og depoter. Man har dog brug for NemID-nøglekortet, hvis man skal handle værdipapirer eller foretage transaktioner.
”Selv om man ikke er kunde i Danske Bank, kan man godt bruge dele af den nye tjeneste. Man kan hente app’en og følge udviklingen på aktiemarkedet, se dagens højeste/laveste bud på værdipapirer, få grafisk overblik, opbygge lister over egne favoritaktier og meget mere,” siger Peter Trier Schleidt.
250.000 har hentet Danske Banks mobilbank siden lanceringen for otte måneder siden.