Fra ekstrem kulde til ekstrem varme – mobilen til ekstremerne
Jeg skulle en tur ned til Ghana tilbage i februar. Jeg havde brug for en telefon, der kunne klare sand, vand, varme og kulde. Den måtte også gerne have lommelygte og god batteritid. Hvis den kunne klare lidt knubs, var det ikke et minus.
Jeg begyndte at søge på internettet efter telefoner, der opfyldte mine krav, og fandt ikke en eneste. Hos webbutikken cdon.com fandt jeg Sonim XP3.2 Quest Pro. Ifølge beskrivelsen skulle den have en standbytid på 1.500 timer, kunne klare stød, bade i 30 minutter på en meters dybde og klare 50 graders varme. Det lød jo rigtig godt. Desuden havde telefonen tre års ”unlimited warranty”, stod der.
Super, tænkte jeg. Men hvad med prisen? Godt 3.200 kroner. Nåja, der var kun tre dage til afrejsen. Det måtte blive den. Webbutikken lovede leverance inden for to dage, og dagen inden afrejse fik jeg meget rigtigt en sms fra posten om, at telefonen kunne hentes. Som sagt, så gjort.
Da jeg satte batteriet i og skruede batteriklappen fast, fik jeg ødelagt begge skruer til klappen. Drej så hårdt, du kan, står der i instruktionen fra Sonim, men skruerne gik midtover begge to. Jaså. Der stod jeg, mange tusinde kroner fattigere og med en ubrugelig telefon dagen inden afrejse. Nogle gange skal man åbenbart ikke følge instruktionerne alt for slavisk.
Ødelagt telefon
Telefonen ødelagt allerede inden rejsen altså. Det var ikke helt det, jeg havde tænkt mig. Jeg begyndte at søge på internettet efter en Sonim-support i Danmark, og efter 15 minutters besvær fandt jeg et telefonnummer at ringe til.
En fyr hos Sonim Support svarede faktisk, og jeg forklarede min lidt for ivrige skruen. Desperat, som jeg begyndte at føle mig inden afrejsen til Afrika, var det skønt, da fyren hos Sonim straks lovede mig at sende en ny telefon til hotellet, som jeg skulle sove på, og hvorfra rejsen for alvor begyndte, og jeg skulle sende min ødelagte telefon tilbage til ham. Det gjorde jeg så, jeg sendte min og håbede inderligt, at den nye ville nå frem til hotellet dagen efter.
Det viste sig, at jeg ikke havde grund til at være nervøs. Telefonen lå i receptionen, da jeg tjekkede ind om aftenen, og i pakken lå der en seddel, hvor fyren hos Sonim ønskede god rejse. Glad og taknemlig over denne hjælpsomme sjæls handling lagde jeg telefonen til opladning og sov uden at være bekymret for mobilproblemer på resten af turen.
Om morgenen købte jeg et hukommelseskort for at kunne bruge telefonen som musikafspiller. Jeg havde funderet en del. Jeg havde ikke købt telefonen, bare så den kunne klare sig gennem ørkenen. Jeg ville selvfølgelig sætte den på prøve for at kunne anmelde den undervejs. På rejsen ned gennem Danmark, Tyskland, Frankrig og Spanien lod jeg den sidde under gitteret til ekstralyset på fronten af bilen. Den måtte stå imod en hel del minusgrader, is og sne.