Amerikansk smartphone-salg faldet med 18 procent
Først hørte vi om stagnering på smartphone-markedet, så hørte vi de første meldinger om mindre fald i salget, men nu er det helt officielt, det står ikke så godt til på det før så højtflyvende marked. Ifølge de sidste tal fra Canalys er salget i Nordamerika nemlig faldet ganske voldsomt til det laveste antal solgte enheder i fem år.
Mobilsalg falder i USA – Apple hårdt ramt, Samsung klarer skærene
Canalys vurderer, at der i årets første kvartal blev solgt 36,4 millioner smartphones i regionen. Sammenligner vi med samme periode sidste år, lå tallet på 44,4 millioner smartphones. Det er et fald på 18 procent, absolut ikke noget, mobilproducenterne bare kan ignorere.
Det ser ud til, at det er gået hårdest udover Apple, LG og en række mindre mærker, mens selskaber som Samsung, Lenovo og TCL, der står bag BlackBerry, har oplevet stigning i sin markedsandel. Research Analyst ved Canalys, Vincent Thielke trækker Samsungs Galaxy S10-serie frem som et eksempel på en forklaring af den udvikling.
Her fremhæver han, at Samsung har lagt en masse nyere funktioner og teknologi ind i S10-serien. S10-telefonerne er måske ikke de første til at få alle disse funktioner som triple kamera med ultra-vidvinkel, omvendt opladning og hole-punch skærm, men de er blandt de første massemarked-telefoner på det amerikanske marked med de funktioner, og det spiller en stor rolle for forbrugernes interesse, mener Thielke.
Se også: Find bedste pris på telefoner
USA et vigtigt marked
Nu gælder tallene kun for det amerikanske marked, og det kan meget vel se anderledes ud andre steder. På den anden side er netop Nordamerika traditionelt set et stort og vigtigt marked, så det er alligevel bekymrende.
Det kan være, at forbrugerne er trætte af den type telefoner, der sendes på gaden og vil have noget nyt. Måske vil de foldbare modeller fra Samsung og Huawei kunne sætte skub i tingene igen.
Se også: Find bedste smartphone