Motorola One Vision: Fremragende specifikationer til skarp pris
Motorola One Vision ligner en klar forbedring af sidste års One, særligt på skærm og kamera er der markante forbedringer. Specifikationer, funktioner og pris på Motorola One Vision.
Motorola har her til eftermiddag dansk tid lanceret One Vision – det skete ved et event i Brasilien. Det er en opfølger til sidste års One, der til prisen var i orden, men ellers ikke en ubetinget god mobil. One Vision ser dog ud til at råde bod på det og kommer med en række rigtig gode specifikationer og funktioner til prisen.
Specifikationer, funktioner og pris på Motorola One Vision
Design og skærm
Motorola One Vision har skærm på 6,3 tommer i det lidt specielle format 21:9 og med fuld HD opløsning. 21:9 formatet gør den lidt længere end andre telefoner med 18:9 eller 19:9 skærm, men gør også samtidig telefonen smallere og derved faktisk lidt lettere at holde om.
Skærmen kommer uden notch, men dog med et lille “hul” til selfie-kameraet. Til prisen må man rose den for sin premium byggekvalitet i Gorilla Glass på begge sider.
Kamera
På bagsiden sidder et dual kamera, der ikke helt følger samme designsprog som på G-serien. I stedet for at kameraet er placeret øverst i midten er det placeret øverst til venstre. Der er tale om et dual kamera med 48 megapixel med quad-pixel-teknologi. Det betyder, at kameraet reelt består af 4 x 12 megapixel – fordelen ved at gøre det på den måde er, at der kommer mere lys ind på billedet end ellers.
Samtidig får man mulighed for at bruge ”Night Vision” under svage lysforhold. Selfie kameraet er på 25 megapixel. Til video kan man optage i 4K, hvilket er ret unikt i dette prisleje, hvor det normalt er fuld HD, der gælder.
Se også: Bedste kameramobil
Brugerflade
Motorola One Vision kører med Android One og en stort set ren brugerflade kun tilsat lidt ekstra Moto-funktioner – funktioner der har fin lavpraktisk værdi i hverdagen. De funktioner kaldes for Moto Actions og kan slås fra og til efter behov.
Med Android One får man garanti for to års nyeste Android OS samt 3 års månedlige sikkerhedsopdateringer.
For første gang ser vi en Exynos-processor i en Motorola-mobil – det er i øvrigt ikke tit vi ser Samsungs Exynos processor i andre telefoner end Samsungs egne. Det er Exynos 9609 AI processor, der sidder i One Vision – den svarer stort set til Snapdragon 660.
Telefonen har 4 GB RAM og 128 GB hukommelse. Det er ikke de ypperste specifikationer, men langt de fleste vil erfare, at telefonens brugerflade er rigtig hurtig, også efter længer tids brug.
Batteri
Med en skærm på 6,3 tommer skal der et kraftigt batteri til. One Vision har batteri på 3.500 mAh, hvilket formentlig er okay, da skærmen trods alt kun er med fuld HD-opløsning og ikke 2K.
Der følger en 15 W TurboPower charger med i æsken. Den er noget svagere end den 27 W charger, der følger med Moto G7 Plus og som kunne lade telefonen op fra 0-100 procent på 55 minutter. Så hurtigt kan man formentlig ikke lade One Vision op, men det skal nok gå ret tjept alligevel.
Se også: Priser på Motorola mobiler
Pris og tilgængelighed
Salgsstart for Motorola One Vision er mandag den 3. juni og presale-kampagne starter i morgen torsdag den 16. maj. Forudbestilller One Vision senest søndag den 2. maj får man et Motorola Vervebuds500 true wireless headset med i købet til en værdi af 749 kroner.
Vejledende udsalgspris for telefonen er 2.299 kroner og den kan købes hos blandt andet Telia og Call me samt hos Elgiganten, Proshop, Wupti og B2B forhandleren ATEA.
Se også: Nyheder om Motorola