Android L forløser ikke potentiale på næste to Nexus-enheder
Websitet Android Authority rapporterer, at tabletten Nexus 9 fra HTC bliver lanceret den 15. eller 16. oktober.
Samme kilde mener det er sandsynligt, at Motorola også kommer med en ny Nexus-mobil på cirka samme tidspunkt – navnet for den nye model spekuleres i at være Moto Nexus, Nexus X eller Nexus 6.
De nye Nexus-enheder kommer til at køre med Android L, der lanceres officielt den 1. november.
Android L er den første version af Android med 64-bit, men de kommende Nexus-enheder lader ikke til at udnytte dette skridt. Ifølge spekulationerne bliver Motorola-mobilen udstyret med en Qualcomm Snapdragon 805 – en quacore processor med 32-bit (ARMv7A).
Tabletten Nexus 9 skulle blive udstyret med chippen Nvidia Tegra K1 med fire ARM Cortex-A15-kerner – også her er der tale om 32-bit-teknik.