Rygter om Google Pixel 2 – 18:9-skærm og frontkamera der kan optage i 4K

Google har holdt kortene helt ind til kroppen om Pixel 2, men nu kommer de første rygter - blandt andet om 18:9 skærm og frontkamera der kan optage 4K-video.

Rygter om Google Pixel 2 – 18:9-skærm og frontkamera der kan optage i 4K

Officielt eksisterer Pixel 2 ikke, Google har aldrig sagt noget om en sådan telefon. Men ifølge en liste, der for nylig er kommet fraGFXBench, findes der en enhed kaldet Pixel XL 2, hvilket jo meget vel kunne tyde på en Pixel 2-telefon. Ifølge denne liste kan modellen XL2 meget vel designmæssigt minde om LG G6 og Samsung Galaxy S8 med en 18:9 eller 2:1-skærm.

Se også: Find bedste priser på smartphones

Pixel XL 2 med skærm på 5,6 tommer

Specifikationerne på GFXBench-listen tæller blandt andet en 5,6 tommer skærm med 2560 x 1312 opløsning. De to designforbilleder, LG G6 og Galaxy S8 har begge større skærme på henholdsvis 5,7 og 5,8 tommer, men formatet er stadig det samme – 18:9.

Disse skærm-specifikationer giver en ppi på 514. Også her er LG G6 og Galaxy S8 foran med henholdsvis 564 og 570 ppi.

Men tag nu disse rygter med en god omgang salt, især hvis der er tale om en Pixel XL 2, som modelnavnet indikerer, og ikke en ”almindelige” Pixel 2. For taler vi XL-størrelse på en telefon er 5,6 tommer skærm usandsynligt, da det i så fald vil være en temmelig lille XL-mobil. Galaxy S8 Plus har jo for eksempel skærm på 6,2 tommer og den almindelige udgave har skærm på 5,8 tommer.

Se også: Test af Google Pixel

Andre rygter om Google Pixel XL 2

Visse andre af rygterne, vi får her, virker måske mere legitime. Her tales om en 2,4 GHz quad-core processor fra Qualcomm, formentlig Snapdragon 835, 4 GB ram, 128 GB intern hukommelse og 12 megapixel kamera med 4 K videomuligheder.

Selfie-kameraet skulle kunne optage video med 4K-kvalitet. Vi kan ikke se noget ud fra disse rygter om, hvorvidt Google vil gå i konkurrenternes fodspor og droppe den fysiske hjemknap.

Billedet øverst i artiklen er ikke af Google Pixel 2 eller Pixel XL 2, men af forgængeren, der desværre aldrig kom til Danmark – i hvert fald ikke af officielle veje.

Se også: Nyheder om Google Pixel